	Daniel Pipes Mobilside Normal side
Hjemmeside \| Artikler \| Biografi \| Søgning \| English

Netanyahus stille succes

af Daniel Pipes
Jerusalem Post
30. September 2009

Oprindelig engelsk tekst: Netanyahu's Quiet Success
Oversat af Mette Thomsen

Næsten ubemærket vandt Binyamin Netanyahu en større sejr i sidste uge, da Barack Obama trak i land i forbindelse med et markant politisk initiativ. Denne kovending antyder, at de amerikansk-israelske relationer ikke længere styrer mod den katastrofe, som jeg har frygtet.

Barack Obama optræder mellem Binyamin Netanyahu, Israels premierminister (til venstre) og Mahmoud Abbas, leder af Det Palæstinensiske Selvstyre.

For fire måneder siden afslørede den nye amerikanske regering en politik, som pludselig lagde stor vægt på at standse væksten i de israelske "bosættelser." (En betegnelse, jeg ikke bryder mig om, men benytter her for kortheds skyld.) Overraskende nok ønskede de amerikanske embedsmænd at standse boligbyggeriet for israelere ikke blot på Vestbredden, men også i det østlige Jerusalem, et område som har været en lovlig del af Israel i næsten tredive år.

Udenrigsminister Hillary Clinton lancerede initiativet den 27. maj, idet hun kundgjorde, at præsidenten i USA "ønsker at se bosættelserne standset – ikke nogle bosættelser, ikke udposter, ikke undtagelser i form af naturlig vækst," og idet hun ydermere tilføjede: "Og vi har i sinde at lægge pres på dette punkt." Den 4. juni blandede Obama sig: "USA accepterer ikke lovligheden af fortsatte israelske bosættelser. … Tiden er inde til, at bosættelserne ophører." Dagen efter gentog han, at "bosættelserne er en hindring for fred." Den 17. juni gentog Clinton: "Vi ønsker at bosættelserne ophører." Og så videre i én ubønhørlig skure.

Fokuseringen på bosættelserne fik den utilsigtede, men forudsigelige effekt, at det straks hindrede de diplomatiske fremskridt. En fornøjet Mahmoud Abbas fra Det Palæstinensiske Selvstyre reagerede på de amerikanske krav til Israel ved at læne sig tilbage og erklære, at "Amerikanerne er verdens ledere. … jeg vil afvente, at Israel fastfryser bosættelserne." Uanset at Abbas personligt har forhandlet med seks israelske premierministre siden 1992, hver gang uden tilbud om standsning af byggeriet af bosættelserne: hvorfor skulle han nu kræve mindre end Obama?

I Israel affødte Obamas diktat en massiv folkelig drejning væk fra ham og over mod Netanyahu. Desuden fremkaldte Netanyahus eget tilbud om blot midlertidige begrænsninger for bosættelsernes vækst på Vestbredden et oprør inden for hans Likud-parti, anført af den lovende Danny Danon.

Plakat, som viser Barak Obama med arabisk hovedklæde, set i downtown Jerusalem den 14. juni 2009.

Obama-regeringens genier indså omsider, at denne dobbelte forhærdelse af stillingerne var en dødsdom mod deres naive, overmodige plan om at løse den arabisk-israelske konflikt inden for to år. Den Enes forsoning med virkeligheden kom til offentlighedens kendskab den 22. sept. på et "topmøde," som han sponsorerede med Abbas og Netanyahu (sandelig, en strålende fotomulighed). Obama kastede håndklædet i ringen, idet han pralede af, at "vi har gjort fremskridt" i retning af en løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt, og antydede som et tegn herpå, at israelerne "har diskuteret vigtige skridt til at begrænse bosættelsesaktiviteten."

Disse otte ords dæmpede ros af Netanyahus minimale indrømmelser fik store følger:

Bosættelserne dominerer ikke længere de amerikansk-israelske relationer, men er vendt tilbage til deres sædvanlige irriterende, men sekundære rolle.
Abbas, som bliver ved med at insistere på en fastfrysning af bosættelserne, som om intet var hændt, må pludselig se sig selv som den, der står udenfor i trekløveret.
Centrum-venstrefraktionen i Obama-regeringen (som argumenterer for at arbejde sammen med Jerusalem) har, som min kollega Steven J. Rosen noterer, vundet over fraktionen på det yderste venstre (som ønsker at presse luften ud af den jødiske stat).

Ironisk nok har Obamas støtter generelt erkendt hans fejltagelse, mens kritikerne har været tilbøjelige til at overse den. En leder i Washington Post refererede til Obama-regeringens "fejlberegninger," og Jonathan Freedland, klummeskribent i Guardian, bemærkede, at "Obamas venner er bekymrede for, om han har tabt ansigt i en region, hvor ansigt betyder noget."

Derimod fokuserede Obamas kritikere på hans erklæring, blot én dag før topmødeparodien, at "Amerika accepterer ikke lovligheden af fortsatte israelske bosættelser" – en formulationsmæssig gentagelse af en længe herskende politik, som på ingen måde umuliggør indrømmelser i forbindelse med bosættelserne. Nogle af dem, jeg beundrer mest, overså den gode nyhed: John Bolton, tidligere amerikansk ambassadør i De Forenede Nationer, bemærkede, at Obama "lægger Israel på huggeblokken," mens kritikere inden for Likud-partiet beskyldte Netanyahu for "alt for tidligt at have fejret" en ændring i den amerikanske politik. Men sådan er det ikke. Den politiske vind kan altid skifte, men sidste uges kapitulation over for virkeligheden ejer en varig kursændrings kendemærker.

Jeg har gentagne gange udtrykt min dybe bekymring over Obamas politik mod Israel, så når der forekommer gode nyheder (og dette er anden gang her på det seneste), fortjener de anerkendelse og hyldest. Hatten af for Bibi – måtte han få yderligere succes med hensyn til at puffe den amerikanske politik over i det rigtige spor.

Næste punkt på dagsordenen: Mellemøstens centrale emne, nemlig Irans atomopbygning.

Mr. Pipes er direktør for Middle East Forum og gæsteforelæser med Taube-udmærkelse ved Hoover Institution, Stanford University

Beslægtede emner: Amerikansk udenrigspolitik, Den arabisk-israelske konflikt & diplomatiet tilmelding til daniel pipes' gratis danske ugentlige email-liste