Obama-regeringen har skabt sig et alarmerende naivt og farligt ry vedrørende arabisk-israelske spørgsmål, hvilket vækker min bekymring for betydelige politiske fejlslag fremover. Men den har indledt en enkelt nyskabende og positiv politik, som fortjener stor ros.
I stedet for at Israel foretager endnu en omgang ensidige indrømmelser over for palæstinenserne, opfordrede den israelske premierminister Binyamin Netanyahu i slutningen af maj måned til at "føre de arabiske stater ind i fredens kreds." USA's særlige udsending, George Mitchell, og den israelske forsvarsminister, Ehud Barak, greb dette og udviklede planer til at engagere de arabiske stater i den diplomatiske proces. Midt i juli måned erklærede den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, at de "arabiske stater har et ansvar … for at foretage skridt til at forbedre deres forhold til Israel og forberede deres befolkninger på at tilslutte sig freden og acceptere Israels plads i regionen."
En måned senere udtrykte Barack Obama sit håb om, at "vi vil se bevægelse, ikke blot fra israelerne, men også fra palæstinenserne i spørgsmålene om hadefuld opildnen og sikkerhed, og fra de arabiske stater, som udviser vilje til at knytte bånd til Israel." Ifølge Foreign Policy-bloggeren Laura Rozen – senere bekræftet af Det Hvide Hus – afsendte Obama "breve til mindst syv arabiske stater og Golf-stater i en søgen efter tillidsskabende skridt [confidence-building measures, CBMs] i forhold til Israel." (De pågældende stater omfatter Bahrain, Egypten, Jordan, Marokko, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.)
I et af disse breve, afsendt den 7. juli til kong Mohammed VI af Marokko, udtrykte Obama sit håb om, at de arabiske stater vil tage skridt til ophøret af Israels "isolation" i Mellemøsten, og at "Marokko vil agere leder i brobygningen mellem Israel og den arabiske verden." Eksempler på tillidsskabende skridt [CBMs] vil være, at de arabiske stater åbner handelskontorer i Israel, tillader israelske fly at krydse deres luftrum, udsteder turistvisa til israelere, og at arabiske embedsmænd mødes med israelske ledere.
Denne opfordring fik en blandet arabisk modtagelse. På den positive side foreslog Bahrains kronprins, Salman bin Hamad al-Khalifa, at "Alle parter bør agere samtidig og i god tro, hvis freden skal have en chance," og den jordanske udenrigsminister, Nasser Judeh, forpligtede sin regering "til at skabe den rette atmosfære" og støtte den amerikanske "vision." En unavngiven arabisk diplomat tilbød, at "Til gengæld for et symbolsk kompromis vedrørende bosættelserne vil visse arabiske stater være villige til visse symbolske gestus."
 De diplomatiske smil falmede, da den saudiske kong Abdullah "udløste en tirade" mod Barack Obama. |
Trods de negative reaktioner burde de arabiske staters engagement, som kan give Israel visse goder, kunne begrænse den skade, som bliver forøvet af de åh-så-velmenende [do-gooding] diplomatiske "fredsfremmere."
For næsten tyve år siden, i en Wall Street Journal artikel i juni 1990, opfordrede jeg til at engagere de arabiske stater. Jeg bemærkede, at der eksisterer en bemærkelsesværdig symmetri, hvor "Palæstinenserne ønsker det samme fra Israel, som Israel ønsker fra de arabiske stater—anerkendelse og legitimitet. Palæstinenserne søger således indrømmelser fra Israel, og Israel søger indrømmelser fra de arabiske stater."
Jeg foreslog en samling af de parallelle frustrationer, at "Israel ikke kan få, hvad det ønsker fra de arabiske stater, og palæstinenserne kan ikke få, hvad de ønsker fra Israel." Den amerikanske regering, foreslog jeg, burde "kæde indrømmelser over for Israel fra de arabiske stater sammen med israelske indrømmelser over for palæstinenserne." Det betyder, at når de arabiske stater giver Israel noget, som det ønsker, da – og kun da – bør israelerne forventes at give noget til gengæld til palæstinenserne."
Som et eksempel foreslog jeg, at når saudierne ophører med deres økonomiske boykot af Israel, kan israelerne til gengæld øge palæstinensernes adgang til grundvandet på Vestbredden. Denne balancerede tilgang, mente jeg, "placerer initiativets byrde helt og holdent på de arabiske stater—hvor den retteligen burde ligge."
Efter den lange, sterile og kontraproduktive omvej præget af udelukkende israelsk-palæstinensiske forhandlinger, er det velgørende omsider at se et forsøg på at føre de arabiske stater ind i forhandlingerne. Jeg fastholder stadig, at palæstinenserne bør besejres, før der kan finde nyttige forhandlinger sted, men en inkludering af de arabiske stater forbedrer balancen og reducerer mulighederne for skader.
