Daniel Pipes
Mobilside
Normal side

Barack Obamas muslimske barndom

af Daniel Pipes
FrontPageMagazine.com
29. April 2008

Oprindelig engelsk tekst: Barack Obama's Muslim Childhood
Oversat af Mette Thomsen

Efterhånden som Barack Obamas kandidatur udsættes for stigende granskning, fortjener hans beretning om sin religiøse opvækst omhyggelig opmærksomhed med henblik på, hvad den måtte fortælle os om denne kandidats integritet.

Obama hævdede i december: "Jeg har altid været kristen," og han har hårdnakket benægtet, at han nogensinde har været muslim. "Den eneste forbindelse, jeg har haft til islam, er, at min bedstefar på min fars side kom fra det land [Kenya]. Men jeg har aldrig praktiseret islam." I februar erklærede han: "Jeg har aldrig været muslim. … bortset fra mit navn og det faktum, at jeg boede i et tæt befolket muslimsk land i 4 år [Indonesien 1967-71], dengang jeg var barn. Jeg har meget lidt forbindelse med den islamiske religion."

"Altid" og "aldrig" giver ikke meget plads til udenomssnak. Men mange biografiske kendsgerninger, som hovedsagelig er blevet indsamlet af den amerikanske presse, tyder på, at denne demokratiske kandidat til præsidentposten under sin opvækst både opfattede sig selv som muslim og blev opfattet som en sådan.

Obamas kenyanske biologiske far: Inden for islam gives religion videre fra far til barn. Faderen, Barack Hussein Obama, Sr., (1936–1982), var muslim og gav sin dreng navnet Barack Hussein Obama, Jr. Kun muslimske børn bliver kaldt "Hussein".

Obamas indonesiske familie: Hans stedfar, Lolo Soetoro, var også muslim. Faktisk har Obamas halvsøster, Maya Soetoro-Ng, forklaret Jodi Kantor fra New York Times: "Hele min familie var muslimsk, og de fleste af de mennesker, jeg kendte, var muslimer." En indonesisk publikation, Banjarmasin Post, fortæller om en tidligere klassekammerat, Rony Amir, som erindrer, at: "Alle Barrys fars slægtninge var meget fromme muslimer."

Barack Obamas katolske skole i Jakarta.

Den katolske skole: Nedra Pickler fra Associated Press rapporterer, at "dokumenter viser, at han var indskrevet som muslim," dengang han gik i en katolsk skole fra 1. til og med 3. klasse. Kim Barker fra Chicago Tribune bekræfter, at Obama var "opført som muslim på registreringsattesten til den katolske skole." En blogger, som kalder sig "En amerikansk emigrant i Sydøstasien", har fundet ud af, at "Barack Hussein Obama var registreret under navnet ‘Barry Soetoro' serienummer 203 og blev indskrevet i den franciskanske Asisi-grundskole den 1. januar 1968 og placeret i klasse 1B. … Barrys religion stod opført som Islam."

Kommuneskolen: Paul Watson fra Los Angeles Times har fra indonesere, som kendte Obama, dengang han boede i Jakarta, fået at vide, at han "blev registreret af familien som muslim i begge de skole, han gik i." Haroon Siddiqui fra Toronto Star besøgte den kommuneskole i Jakarta, som Obama gik i, og erfarede, at: "Tre af hans lærere har sagt, at han var indskrevet som muslim." Selvom Siddiqui advarer om, at: "Da skolens historiske kilder mangler, eftersom de er blevet ædt op af insekter, må man støtte sig til folks skiftende erindringer," så citerer han kun én pensioneret lærer, Tine Hahiyari, som trækker sin tidligere sikkerhed med hensyn til, at Obama var registreret som muslim, tilbage.

Barack Obamas kommuneskole i Jakarta.

Koran-klasse: I sin selvbiografi, Dreams of My Father, fortæller Obama, hvordan han fik ballade, fordi han skar ansigter under koran-undervisningen, hvorved han afslører, at han var muslim, for indonesiske elever fik dengang religiøs undervisning alt efter deres tro. I virkeligheden husker Obama stadig viden fra denne undervisning: Nicholas D. Kristof fra New York Times, fortæller, at Obama "erindrede åbningslinjerne fra det arabiske kald til bøn, idet han reciterede dem [for Kristof] med en glimrende accent."

Moske-besøg: Obamas halvsøster erindrede, at familien gik i moskeen "til større lokale begivenheder." Watson erfarede fra barndomsvenner, at "Obama gik sommetider til fredagsbøn i den lokale moske." Barker fandt ud af, at "Obama undertiden fulgte med sin stedfar til fredagsbøn i moskeen." En indonesisk ven, Zulfin Adi, udtaler, at Obama "var muslim. Han gik i moskeen. Jeg erindrer ham iført en sarong" (en klædedragt, som forbindes med muslimer).

Fromhed: Obama siger selv, at han, mens han boede i Indonesien, som er et muslimsk land, "ikke praktiserede [islam]," hvilket ville indebære en anerkendelse af muslimsk identitet. Nogle indonesere husker det anderledes. Én, Rony Amir, beskriver Obama som "tidligere ret religiøs inden for islam."

At Obama er født og opvokset som muslim og har forladt denne tro for at blive kristen, gør ham hverken mere eller mindre kvalificeret til at blive USA's præsident. Men hvis han er født og opvokset som muslim og nu skjuler denne kendsgerning, så peger dette på et afgørende bedrag, en fundamentalt forvansket fremstilling af ham selv, som har dybtgående betydning vedrørende hans karakter og hans egnethed som præsident.

Beslægtede emner:  Amerikansk politik, Muslimer i USA, Muslimsk frafald & fritænkeri tilmelding til daniel pipes' gratis danske ugentlige email-liste