Daniel Pipes Mobilside Normal side
Hjemmeside | Artikler | Biografi | Søgning | English

Borgerkrig i Irak?

af Daniel Pipes
New York Sun
28. Februar 2006

Oprindelig engelsk tekst: Civil War in Iraq?
Oversat af Mette Thomsen

Bombningen den 22. februar af Askariya-helligdommen i Samarra, Irak, var en tragedie, men det var ikke en amerikansk tragedie eller en koalitionstragedie.

Ødelæggelsen af den Gyldne Moske, opført i 1905 og en af de vigtigste helligdomme for den shiitiske islam, står for en eskalation i sunniernes angreb på shiiterne, en betydningsladet ugerning i den hensigt at fremprovokere et følelsesladet tilbageslag. Den signalerer ikke sunnimuslimsk svaghed, men en fast beslutning hos elementer i den irakiske samfundsgruppe, som så længe sad på magten, om at genvinde sin dominans. Iraks præsident, Jalal Talabani, har med rette fremsat følgende advarsel: "Ilden fra tilskyndelserne til oprør kan, når den bryder ud, brænde alt på sin vej og sparer ingen." Man gyser ved det mulige, forestående blodbad.

Når det er sagt, så er Iraks tilstand hverken koalitionens ansvar eller til speciel fare for Vesten.

Dengang Washington og dets allierede væltede Saddam Husseins modbydelige regime, som frembød en fare for omverdenen ved at indlede to ekspansionskrige, opbygge et arsenal af masseødelæggelsesvåben og stræbe efter at opnå kontrol over handlen med olie og gas, udøvede de en historisk velgerning mod irakerne, en befolkning, som var blevet hensynløst undertrykt af den stalinistiske diktator.

Ikke overraskende faldt hans regime hurtigt ved det udefrakommende angreb, som viste sig at blive netop den "nemme sag," som mange kommentatorer, herunder også jeg, forventede. Sejren efter blot seks uger vil blive stående som en strålende bedrift for amerikansk udenrigspolitik og for koalitionsstyrkerne. Den repræsenterer også en personlig bedrift for præsident Bush, som traf de afgørende beslutninger.

Men præsidenten besluttede, at denne mission ikke var nok. Forblindet af eksemplerne fra efterkrigstidens Tyskland og Japan – hvis forvandling set i bakspejlet i stigende grad ligner noget, der skete på én gang – forpligtede han vore tropper i jagten på skabelsen af et "frit og demokratisk Irak." Dette ædle mål var inspireret af det bedste i amerikansk idealisme.

Men det ædle i dette formål rakte ikke til en rehabilitering af Irak, sådan som jeg forudså det allerede i april 2003. Irakerne, en hovedsageligt muslimsk befolkning, som for ganske nylig var blevet befriet fra deres totalitære fængsel, var ikke til sinds at følge det amerikanske eksempel; og den amerikanske befolkning manglede på sin side en dybere interesse for Iraks velfærd. Disse kræfter garanterer i fællesskab, at koalitionen ikke kan påføre 26 millioner irakere sin vilje.

Det medfører også et behov for at sænke koalitionens sigte. Jeg hylder målet med et "frit og demokratisk Irak," men tiden er inde til at indse, at koalitionens bedrift vil være begrænset til udslettelsen af tyranniet, ikke til sponsoreringen af det, der skal erstatte det. Der er intet vanærende ved denne begrænsede bedrift, som forbliver en milepæl i international sanitet. Det ville være særligt uheldigt, hvis dette at sætte målet for højt skulle gå hen og ødelægge denne bedrift og derved gøre fremtidige interventioner mindre sandsynlige. Det gavnlige i udslettelsen af Saddams styre må ikke blive glemt i sorgen over ikke at have skabt et succesrigt nyt Irak.

Reparationen af Irak er hverken koalitionens ansvar eller dens byrde. Den skade, som Saddam forvoldte, vil det tage mange år at reparere. Amerikanere, briter og andre kan ikke pålægges opgaven med at løse forskellene mellem sunnier og shiiter, for det er et langvarigt, irakisk problem, som kun irakerne selv kan tage hånd om.

Et udbrud af borgerkrig i Irak ville få mange følger for Vesten. Det ville sandsynligvis:

• Invitere til syrisk og iransk deltagelse og derved fremskynde muligheden for en amerikansk konfrontation med disse to stater, med hvilke situationen allerede er anspændt.

• Give drømmen om Irak som model for andre mellemøstlige lande dødsstødet og dermed forsinke presset frem mod afholdelse af valg. Dette vil få den virkning, at det vil forhindre islamisterne i at opnå legitimitet ved en folkeafstemning, sådan som Hamas oplevede det for blot en måned siden.

• Reducere koalitionens tabstal i Irak. Som bemærket i Philadelphia Inquirer: "I stedet for at slå amerikanske soldater ihjel er oprørerne og de udenlandske kampgrupper mere optaget af at skabe civile stridigheder, som vil kunne destabilisere Iraks politiske proces og eventuelt føre til en decideret etnisk og religiøs krig."

• Reducere vestlige tab uden for Irak. En professor ved U.S. Naval Postgraduate School, Vali Nasr, bemærker: "Netop som det så ud til, at muslimer tværs over hele regionen skubbede deres indbyrdes forskelligheder til side til fordel for en samlet protest mod de danske karrikaturtegninger, viser dette angreb, at den islamiske tendens til sekterisme forbliver den største hindring for fred." Eller udtrykt anderledes: når sunnimuslimske terrorister retter skytset mod shiiter og vice-versa, er det mindre sandsynligt, at ikke-muslimer kommer til skade.

Borgerkrig i Irak ville kort sagt være en menneskelig tragedie, men ikke en strategisk.

Beslægtede emner:  Amerikansk udenrigspolitik, Irak tilmelding til daniel pipes' gratis danske ugentlige email-liste