 Robert Alexander Stewart Macalister (1870-1950) |
Som flere forfattere (Aryeh L. Avneri, Joan Peters, Fred M. Gottheil) har påpeget, voksede den ikke-jødiske del af befolkningen i Palæstina på grund af de mange ind-migranter, som kom for at arbejde ved de zionistiske, økonomiske projekter. Men det er også værd at bemærke, at selv før denne immigration begyndte, var det lille område allerede befolket af en lang række folkeslag.
Den berømte 11. udgave af Encyclopædia Britannica fra 1910-11, dvs. før den britiske indtagelse af området, indeholder nogle farverige oplysninger om disse folk. Afsnittet Palestine i bind 20 af den irske arkæolog Robert Alexander Stewart Macalister beskriver Palæstina
som den landstribe, der strækker sig langs østkysten af Middelhavet fra [floden] Litanis udmunding ... sydpå til ... en kort strækning syd for Gaza. ... Østpå ... linjeføringen for pilgrimsvejen fra Damaskus til Mekka er den mest passende, mulige grænse. (p. 601)
Nedenstående kort viser, hvad der menes med Palæstina (i moderne termer mere eller mindre det nordlige Israel og det nordøstlige Jordan).
 Kort over Palæstina, Encyclopædia Britannica, 11. udg., bd. 20, s. 602. |
Macalisters afsnit om Palæstinas befolkning understreger dennes diversitet.
Befolkningen i Palæstina bestod af et stort antal elementer, som var vidt spredt med hensyn til etnologisk tilhørsforhold, sprog og religion. Det kan som en illustration af deres forskelligartethed måske være interessant at nævne, at der i begyndelsen af det 20. årh. blev opført en liste med ikke mindre end 50 sprog, talt i Jerusalem som lokalsprog, af en gruppe mænd, hvis forskellige officielle stillinger betød, at de besad nøjagtige oplysninger om emnet.
En fodnote tilføjer, at kun 30 sprog benyttes regelmæssigt, men at det også er "et tilstrækkeligt antal ... til at antyde byens kosmopolitiske karakter." Denne kompleksitet gør det "til en ikke helt nem opgave at skrive koncist og samtidig tilstrækkelig fyldigt om etnologien i Palæstina," hvis befolkningstal Macalister i det store og hele vurderer til 650.000. Ikke desto mindre kaster han sig ud i en 850 ord lang opsummering, som her bringes i sin helhed, med tilføjede afsnit indsat for at lette læsningen:
Palæstinas befolkning kan opdeles i to klasser – nomader og fastboende. De førstnævnte præger især det østlige Palæstina, selvom Vestpalæstina også har sin store andel. Beduinernes rent arabiske oprindelse anerkendes i landets almindelige samtale, idet ordet "araber" næsten udelukkende er begrænset til at betegne disse omvandrende folk og sjældent benyttes om dem, der bor i byer og landsbyer.
Det bør nævnes, at der findes en tredje, helt selvstændig nomaderace, de foragtede nowar [nawar], som svarer til de europæiske landes sigøjnere eller omvandrende kedelflikkere. Disse mennesker lever under de usleste forhold og ernærer sig ved smedearbejde; de taler indbyrdes en dialekt kaldet romani, hvis ordforråd er stærkt sammenblandet med arabisk.
Oversigten gennemgår hurtigt den fastboende befolkning:
Den fastboende befolkning i landsbyerne – fellahinerne eller agerbrugerne – er som helhed forholdsvis ublandet; men spor af forskellige indtrængende stammer er dog mærkbare. Det er ikke urimeligt at antage, at der findes et grundliggende kanaanæisk element i denne befolkning: "brændehuggere og vanddragere" forbliver ofte uforstyrrede gennem flere på hinanden efterfølgende besættelser af et område; og der er en bemærkelsesværdig typologisk lighed mellem mange moderne fellahiner og skeletter af oldtidsindbyggere, der er blevet afdækket under udgravninger.
Fokus ligger på bølgerne af udenlandsk kolonisation:
Nye elementer er utvivlsomt kommet til under assyrisk, persisk og romersk herredømme, og i nyere tid har der fundet en stærk sammenblanding sted.
Spredningen af islam indledte en meget betydelig ny-arabisk tilførsel. Dem fra det sydlige Arabien var kendt som yaman-stammen, dem fra det nordlige Arabien som kais (qais). Disse to grupper absorberede den tidligere bondebefolkning og eksisterer stadig nominelt; frem til midten af det 19. årh. udgjorde de en frodig kilde til skænderier og blodsudgydelser. De to store klaner var yderligere opdelt i familier, men også disse mindre grupper er gradvist blevet nedbrudt. I det 19. årh. introduceredes i befolkningen ved det kortvarige egyptiske styre et element fra dette land, som stadig findes i landsbyerne. Disse nyankomne er ikke blevet fuldstændig assimilerede med landsbybeboerne, som de har bosat sig iblandt; de sidste foragter dem og fraråder blandingsægteskaber.
Landsbyerne rummer nogle kristne:
Nogle af de større landsbyer - især Betlehem – som altid har været gennemsyrede af kristendom, og som med udviklingen af industri er blevet forholdsmæssigt fremgangsrige, viser håndgribelige resultater af disse lykkeligere forhold i form af en højere fysisk standard blandt mændene og i det personlige ydre blandt kvinderne. Det er ikke usædvanligt i populære skrifter at henføre denne overlegenhed til en korsfareråre – en teori, som ingen kan tænkes at bifalde, som ved, hvilke miserable, degenererede skabninger de blandede efterkommere efter korsfarerne hurtigt blev som følge af deres umoralske levned og uvidenhed om de sanitære forholdsregler, som er nødvendige i et vanskeligt klima.
Byerne er mere blandede:
Befolkningen i de større byer har en langt mere kompleks karakter. I hver af dem findes der primært et stort, arabisk element, som for størstepartens vedkommende består af medlemmer af betydningsfulde og velstående familier. I Jerusalem ligger meget af den lokale indflydelse således i hænderne på familierne El-Khalidi, El-Husseini og en eller to andre, som sporer deres oprindelse tilbage til heltene fra islams tidlige dage. Det tyrkiske element er lille og består udelukkende af officielt udstationerede enkeltpersoner fra Konstantinopel. Der findes et meget stort kontingent fra Middelhavslandene, især Armenien, Grækenland og Italien, som primært er beskæftiget med handel. Den ekstraordinære udvikling af jødisk kolonisation har siden 1870 afstedkommet en revolution i befolkningsbalancen i visse dele af landet, især i Jerusalem.
Efter at have tildelt zionismen denne ene sætning går Encyclopædia Britannica videre til de mange andre folkeslag i regionen:
Der er kun få indbyggere i landet fra de mere østlige dele af Asien – hvis vi ser bort fra de turkmenske bosættelser i Jaulan, et antal persere og en ret stor afghansk koloni, som siden 1905 har slået sig ned i Jaffa. Mutāwila-folket, som udgør flertallet af indbyggerne i landsbyerne nordvest for Galilæa, er formentlig langvarige immigranter fra Persien. Nogle kurdiske stammer bor i telte og hytter nær Hula-søen.
Hvis man ser bort fra beboerne i de talløse klosterordener, vil der være forholdsvis få tilbage fra det nordlige eller vestlige Europa: de tyske "Tempelherre" kolonier er måske de vigtigste. Man bør også nævne en bosnisk koloni, der er har nedsat sig i Caesarea Palæstina, og de tjerkesiske bosættelser, som af den tyrkiske regering er blevet placeret i bestemte centre i det østlige Palæstina for at holde beduinerne i skak: de sidstnævnte findes også i Galilæa. Der var tidligere et stort sudanesisk og algerisk element i befolkningen i nogle af de større byer, men disse er aftaget meget i antal siden begyndelsen af det 20. årh.: algeriere opretholder dog stadig livet i dele af Galilæa.
Det mest interessante af alle de ikke-arabiske samfund i landet er imidlertid uden tvivl den samaritanske sekt i Nablus (Shechem); et gradvist forsvindende samfund, som har opretholdt en selvstændig tilværelse lige fra den tid, hvor de første gang blev anbragt af assyrerne for at besætte det land, som henlå øde efter kongedømmet Israels tilfangetagelse. (s. 604)
 Samaritanere i Nablus. |
Denne oversigt over Palæstina nævner ikke mindre end 20 udenlandske etniciteter ud over de indfødte fellahin (bønder) og jøderne: Assyrere, persere, romere, beduiner, korsfarere, nawarer, arabere, tyrkere, armeniere, grækere, italienere, turkmenere, motawiler, kurdere, tyskere, bosniere, tjerkesere, sudanesere, algeriere og samaritanere.
Det må derfor være slut med dette vrøvl om palæstinenserne som et ældgammelt folk, der går tilbage til jebusitterne. Den arabisk-palæstinensiske identitet hidrører til tiden efter, at dette encyclopedikapitel blev skrevet, nemlig til året 1920. (31. juli 2016)
