To associerede professorer i politisk videnskab ved San Diego State University, Emanuele Saccarelli og Latha Varadarajan, hævder i deres nye bog, Imperialism Past and Present (Oxford University Press) [Imperialisme i fortid og nutid], at "vestlig [sic] imperialisme ikke ophørte med afslutningen på kolonialismen, men fortsat er bestemmende for internationale relationer i dag." Som støtte for denne forfladigede, venstreorienterede påstand henviser forfatterne, næsten forudsigeligt, til Edward Said. I et svulstigt, akademiserende sprog forklarer de Mesterens synspunkter (s. 68-69):
En "arv fra Orientalismen, og faktisk et af dens epistemologiske fundamenter," hævder Said, er "historicismen" – troen på, at den menneskelige historie er skabt af mænd og kvinder, at hver eneste af dens perioder kan forstås som udgørende en sammenhængende helhed, og at den enten kulminerede i eller udelukkende kunne betragtes fra Europas udsigtspunkt. Det er denne historicisme, hævder Said, der formede Vicos, Hegels, Marx', og andres verdenssyn. Med andre ord, denne universaliserende, materialistiske, eurocentriske narrativ er det, der holder sammen på selv tilsyneladende "antitetiske holdninger som vestlige imperialismeideologier" såvel som "imperialismens faktiske praksis."
Oversat til almindeligt sprog betyder det: Vesterlændinge med ellers modsatte synspunkter er enige om, at Europa er civilisationens centrum. Saccarelli & Varadarajan udlægger herpå denne idé og føjer flere navne til Saids trio:
i Said's verdensopfattelse er der dybest set ingen forskel på en Balfour, en Marx, en Rhodes og en Lenin. Langt mere grundlæggende er faktisk, set ud fra Saids perspektiv og uagtet deres meget forskellige aftryk i det politiske landskab, de epistemologiske forpligtelser, som binder dem til en endnu længere række af åndsbeslægtede så som Aischylos, Dante, Chaucer og Shakespeare på den ene side og Bernard Lewis, Daniel Pipes og Judith Miller på den anden.
Kommentarer:
(1) Aischylos, Dante, Chaucer og Shakespeare er da det mest ophøjede selskab, jeg nogensinde er kommet eller vil komme med i.
(2) Hvis I regner mig til sådanne personer, så kald mig bare for imperialist.
(3) Selvfølgelig må jeg afvise enhver forbindelse til Marx og Lenin, skønt (hvem ved?) for et par venstreorienterede associerede professorer er dette måske en stor ros.
(4) Jeg forestillede mig, at jeg studerer Mellemøsten og islam ud fra en fascination af deres civilisation; i virkeligheden ser det ud til, at det blot er et udtryk for min indre eurocentrisme.
(5) Hvis den "epistemologiske forpligtelse" har fordærvet vesterlændinge i to og et halvt årtusind, hvad gør da Saccarelli & Varadarajan så sikre på, at de, af alle mennesker, er undsluppet dens klør?
(6) Kun europæerne har frembragt et storslået kundskabsværk om andre civilisationer; andre derimod, kunne knapt fatte den europæiske livsform. Et eksempel på det ekstremt overfladiske hos disse andre findes i den vidunderlige bog af ingen andre end Bernard Lewis, The Muslim Discovery of Europe [Muslimernes opdagelse af Europa] fra 1982 (min anmeldelse kan læses her.) (22. juli 2015)
