Lige pludselig og uanset hvor man kigger hen i det generelle Mellemøsten, ser man luftstyrker, der bomber guerillaer:
- Syrien: Regeringsluftstyrker angriber oprørerne, hovedsagelig sunnimuslimer, med notorisk anvendelse af tøndebomber. De amerikanske luftstyrker angriber ISIS, dog uden tøndebomber.
- Irak: Regeringsstyrkerne benytter hovedsagelig luftstyrker til at angribe ISIS' styrker.
- Libyen: Egyptiske jetfly angriber ISIS og andre sunniislamistiske styrker.
- Yemen: Saudiske jetfly angriber houthi-stillinger.
- Somalia: Kenyanske fly er netop begyndt at angribe Shabaab-styrkerne.
 Tøndebomber nedkastet af de syriske luftstyrker forårsager store ødelæggelser. |
Man kan forestille sig lignende togter blive indledt i Afghanistan og Libanon.
Vil disse begrænsede togter lykkes? Jeg har min tvivl. Selvom kontrol over luftrummet giver store fordele, er det ikke ensbetydende med kontrol på landjorden; til det formål er landstyrker afgørende. Men infanteri- og kavalerisoldater har tendens til flere skader og døde, end piloter har, så anvendelsen af dem indebærer en større politisk risiko.
Regeringer, som er uvillige til at indsætte landstyrker, kan ikke forventes at holde. De kan bombe landskabet tilbage til stenalderen, som man siger, uden at kunne føre deres vilje igennem. (Tænk på amerikanernes Vietnam og russernes Afghanistan.)
Konklusionen er enkel. Jeg kalder den for min jernhårde krigsregel: "Man bør aldrig indlede kampe, medmindre man er parat til at gøre, hvad der kræves for at vinde. (Dvs. udeluk ikke landstyrker på forhånd.)" Villigheden til at indsætte landstyrker er et tegn på seriøse hensigter. (6. april 2015)
