Israels premierminister Binyamin Netanyahu holdt en vigtig tale, der er værd at drøfte, da han henvendte sig til forsamlingen i Institute for National Security Studies (Institut for nationale sikkerhedsstudier) i Tel Aviv den 29. juni. Følgende uddrag stammer fra den officielle [engelske] oversættelse på premierministerens kontors hjemmeside:
Der finder en historisk forandring sted i vores region, med store følger for Israels sikkerhed og for hele verdens sikkerhed. Sykes-Picot-aftalen, som for næsten hundrede år siden definerede grænserne i vores region, er bragt til ophør. … vi kan i dag se frem til mange år med konflikter og ustabilitet.
 Binyamin Netanyahu holder tale i INSS. |
Jeg er enig i, at Sykes-Picot, en hemmelig aftale mellem den britiske, franske og russiske regering i 1916, sandsynligvis er ophørt med at fungere. Men én ting er at jeg som historiker og analytiker fremsætter dette synspunkt, noget ganske andet er når en siddende premierminister gør det. Det er sandsynligvis ikke klogt af en regeringsleder, som allerede har rigeligt at se til, at kaste sig ud i den slags offentlige spekulationer. Det kan skade ham mere end gavne.
 Kortet, der opdeler Mellemøsten, som fulgte med Sykes-Picot-aftalen fra 1916. |
på langt sigt, i løbet af årtier, et halvt århundrede, i hvert fald et helt, vil den radikale islam aftage … fordi den ikke giver plads til den individuelle frihed og iværksætterånd, som har udgjort fundamentet for den økonomiske udvikling i hvert fald gennem adskillige århundreder. Den vil aftage, fordi den vil blive besejret af den informationsteknologiske revolution, som vil gøre det meget vanskeligt for disse regimer og bevægelser at opretholde en langvarig kontrol med de unges tankegang.
Her er jeg igen enig i forudsigelsen, men tvivler på at en politisk leder bør fremsætte den slags. Den økonomiske udvikling og informationsrevolutionen er helt sikkert begge umådelig vigtige; men (1) nogle islamister har succes med disse ting (tænk på Fethullah Gülen) og (2) islamismens fejlgreb går langt dybere og frygteligere end til disse to områder. Hvad med dens brutalitet, dens grusomhed i familien, dens umulige afstraffelsesnormer og dens imperialistiske aggression?
Noget tilsvarende kunne imidlertid siges i 1930'erne vedrørende nazismens skæbne i dens kamp imod den frie verden. Nazismen blev faktisk nedkæmpet. Men 60 millioner mennesker omkom, herunder en tredjedel af vort folk, inden frihedens og fremskridtets styrker besejrede den. Så selvom jeg anser den islamiske fanatismes ultimative tilbagegang for sandsynlig, bør vi i dag forberede os på de fire store udfordringer, den udgør.
Godt sagt. Disse fire udfordringer er:
1. At beskytte Israels grænser og især at "opføre et sikkerhedshegn mod øst, opføre det gradvist fra Eilat og op til det hegn, som vi allerede de seneste to år har opført i Golan-højderne." Hegn andre steder – langs Israels grænse til Egypten, Gaza, Libanon, Syrien og på Vestbredden – har vist deres værdi, så det virker logisk også at investere i et hegn langs grænsen til Jordan.
 En del af Israels hegn løber langs grænsen til Egypten. |
2. At stabilisere området vest for Jordan-flodens sikkerhedslinje: "I dette område af Vestbredden kan ingen andre styrker end IDF og vores sikkerhedstjeneste garantere Israels sikkerhed." Det betyder, at "i alle fremtidige aftaler med palæstinenserne er Israel nødt til at bevare en langsigtet sikkerhedskontrol med området langs Jordan-floden." Samtidig med at Netanyahu holder fast i to-statsløsningen, ændrer han den her betydeligt, idet han nægter en fremtidig palæstinensisk stat kontrollen over dens egne grænser. Der er ingen tvivl om, at israelerne gør ret i ikke at stole på den palæstinensiske ledelse.
3. At opbygge en akse af regionalt samarbejde. De nuværende kampe åbner mulighed for et "øget regionalt samarbejde" så som en styrkelse af Jordan og støtte til de kurdiske selvstændighedsbestræbelser. Klogt af Netanyahu offentligt at erklære sin støtte til disse to aktører i håbet om, at de til gengæld offentligt vil støtte Israel.
4. At forhindre Iran i at blive en atomtærskelstat. Som tidligere år er og bliver dette Israels altovervejende sikkerhedsinteresse.
Kommentarer: (1) Fra 1999 og frem har jeg ofte kritiseret Netanyahu, men den glimrende analyse i denne tale tyder på en rolig hånd ved roret. (2) Så meget desto vigtigere er det at have en amerikansk allieret, som forstår sikkerhedsrisikoen, når nu Obama-administrationen ikke fatter det. (2. juli 2014)
