Den 30. juni 2013 gik egypterne på gaden i et antal aldrig tidligere set nogen steder for at protestere imod deres islamistiske præsident, Mohamed Morsi. Tre dage senere besvarede forsvarsminister Abdul Fattah al-Sisi dette anskrig ved at vælte Morsi. Hvordan ser situationen så ud nu, præcist et år senere?
Temmelig forfærdelig. Hvis man kigger på de to mest påtrængende områder, islam og økonomien, er der næsten intet, der giver et tegn om håb.
I debatten om den passende rolle for islam i egypternes tilværelse er afstandene kun blevet øget, hvilket har fremkaldt vold, yderligere ekstremisme og en følelse af, at landets splittelse mellem islamistiske og anti-islamistiske fraktioner vil komme til at vare i mange år. Selv skillelinjerne blandt islamisterne selv og blandt anti-islamisterne bliver hårdere. Den uudgrundelige Sisi præsiderer over dette rod som en ny Husni Mubarak, upåvirket og undertrykkende og med personlige synspunkter, som forekommer både modsætningsfyldte og ubestemmelige.
 Et gadesceneri fra januar 2014. Egypten har med jævne mellemrum oplevet vold lige siden statskuppet for et år siden. |
Egyptens økonomiske nedtur fortsætter hastigt. Indtægterne er i bund næsten overalt, hvor man ser hen – direkte udenlandske investeringer, overførsler fra arbejdere i udlandet, turisme. Mest symbolsk er måske det faktum, at indtil april 2012 solgte landet naturgas til Israel; i dag, mindre end to år senere, køber det naturgas fra Israel (til mere end fire gange den gamle salgspris). Omsiggribende statslige tilskud til fødevarer og energi ødelægger økonomien, og det samme gør den allestedsnærværende militærindustri. Bureaukratiet er stadig kvælende. Landet er uholdbart bundet op på tilskud fra de rige Golf-lande til at betale for importerede fødevarer.
 Kun få turister besøger stranden ved Sharm el Sheik eller andre egyptiske feriesteder. |
Frem til ét-årsdagen har Sisi gjort meget lidt for at indgyde tillid. Men vi, der vil Egypten det godt, har intet andet valg end at håbe på, at han vokser med jobbet og begynder at tage hånd om de revner og svagheder, som i den grad er taget til under det militærdiktatur, som begyndte i 1952. Hvis Sisi fejler, må man gyse ved tanken om den mulige Syrien-lignende borgerkrig og økonomiske kollaps, som kan følge. (3. juli 2014)
