Det har stået klart i det mindste siden den amerikansk ledede invasion i Irak i 2003 , at Mosul-dæmningen, som er Iraks største, kan betyde en katastrofe for Irak grundet en kombination af dårlig konstruktion, regeringsligegyldighed og den igangværende borgerkrig. Hvis dæmningen kollapser, vil det medføre det største menneskeskabte tab af liv i historien. (Se mere om dette problem i min dækning her og her.)
De erobringer der i 2014 er blevet foretaget af det, der engang var kendt under navnet Den Islamiske Stat i Irak og Syrien (ISIS) og i dag blot som Den Islamiske Stat, har på dramatisk vis tydeliggjort, at også andre dæmninger i Irak kan udgøre et problem, om end ikke i så katastrofal grad.
Da ISIS indtog Falluja i januar 2014, tog bevægelsen således også kontrollen med Falluja-dæmningen (eller dæmningsanlægget), som ligger ved floden Eufrat, og gik i gang med at bruge den til sine egne formål. Hamza Mustafa fra Asharq Al-Awsat citerede en regeringsvenlig militsleder få måneder senere, efter at det lykkedes for Baghdads regeringsstyrker at generobre dæmningen, som forklarede ISIS' taktik: ISIS
indså efter lukningen af sluserne—hvilket resulterede i en stigning i vandspejlet bag dæmningen—at hvis lukningen fortsatte, ville de være under dobbelt belejring, først af de væbnede styrker, dernæst af det stigende vand, og hvis de blev tvunget til at trække sig tilbage, ville de drukne, hvilket på sin side tvang dem til at genåbne sluserne.
Militslederen forklarede også motiverne bag disse manøvrer:
ISIS har to mål: på den ene side ønsker de at lægge de arealer, som omgiver Fallujah, under vand, men [regerings-]hærens pludselige angreb forpurrede den plan; på den anden side ønsker de at afskære vandforsyningen til de centrale og sydlige guvernementer for at give deres krig en sekterisk dimension.
Falluja-dæmningen (eller dæmningsanlægget). |
Derpå nærmede ISIS sig Haditha-dæmningen, Iraks næststørste, i slutningen af juni og skabte også her mulighed for en katastrofal oversvømmelse. Rapport i New York Times:
ISIS-militserne, der rykkede frem mod Eufrat-flodens dæmning omkring 120 miles [ca. 200 km] nordvest for Baghdad, kom fra nord, nordøst og nordvest. Krigerne var allerede nået frem til Burwana på østsiden af Haditha, og regeringsstyrker kæmpede for at bremse deres fremfærd, fortalte nogle sikkerhedsfolk. … "Dette vil føre til en oversvømmelse af byen og af landsbyerne og vil også skade jer," fortalte en embedsmand, at han havde sagt til en af militsofficererne. Ifølge den regeringsansatte, som bad om ikke at få sit navn frem, da han ikke havde bemyndigelse til at udtale sig til nyhedsmedierne, havde officeren svaret: "Ja, jeg ved det, det vil både være imod os og vore fjender."
Haditha-dæmningen i 2006. |
Kommentarer:
(1) Mesopotamien, et af de ældste områder i den menneskelige civilisation, har altid været defineret ved sine to store floder, Eufrat og Tigris; hvor ironisk er det ikke, at disse livgivende kilder potentielt også kan blive et redskab til landets undergang.
(2) Kombattanterne i Iraks voksende borgerkrig bør tvinges af deres velgørere (Tyrkiet og Qatar, især i tilfældet med jihadisterne fra Den Islamiske Stat, og Iran i tilfældet med Baghdad-regeringen) til at enes om nogle grundlæggende kampprincipper, så som ikke at bruge vandinstallationer som krigsvåben. Det er her, verdensmagterne (Vesten, Rusland, Kina) kan være til hjælp. (1. juli 2014)