En egyptisk domstol dømte i en hurtig kendelse i dag 529 mennesker til døden for drabet på en enkelt politibetjent. Nyheder som denne giver grund til eftertanke.
Feltmarskal Abdel Fattah el-Sisi, Egyptens stærke mand. |
Der er brug for en særdeles barsk behandling af islamisterne for at undertrykke denne totalitære bevægelse, herunder afvisning af deres forsøg på at anvende islamisk lov, holde dem ude af de større samfundsinstitutioner, endog udelukkelse af deres partier fra den demokratiske proces. Men feltmarskal Abdel Fattah el-Sisis særlovangreb på islamisterne vil sandsynligvis give bagslag og gavne islamisternes sag ved at give dem bred sympati. Selvom dagens absurde dom skulle blive omgjort ved en appel, volder både den og andre af samme slags reel skade.
Sisi sidder på den høje hest i øjeblikket, med nogle glimrende popularitetsmålinger, men han synes at være lige så dårligt forberedt til at regere Egypten som en anden militærmand, Gamal Abdul Nasser, var det for 60 år siden. Særligt to ting – den elendige økonomi og fjendskabet mellem pro- og anti-islamister – vil sandsynligvis føre til Sisis fald hurtigt og hårdt. Når det sker, vil islamisterne drage fordel af hans inkompetence i lige så høj grad, som Sisi udnyttede Mohamed Morsis fejlgreb. Kredsløbet fortsætter, landet sættes endnu længere tilbage og afgrunden truer.
Ud fra en bredere betragtning vil Sisis fejlgreb, grundet forventningen om at en egyptisk fiasko med hensyn til at undertrykke islamismen vil få globale udløbere, skade den anti-islamistiske sag, ikke bare i hans eget land, men internationalt. Der spilles så vist højt spil i Egypten for tiden. (24. marts 2014)