I 2009 havde mine to ældste døtre begge planer om at flytte til Vesteuropa, hvorfor de bad mig om at søge polsk statsborgerskab. Dette ville til gengæld give dem mulighed for at opnå statsborgerskab gennem mig og få et EU-pas, som giver dem frihed til at bo og arbejde i 28 lande. Villigt indledte jeg det, der skulle vise sig at blive en fireårig proces med bureaukratiske prøvelser for at anmode den polske præsident om at tildele mig statsborgerskab.
Selvom det ikke var nemt og heller ikke rutine, håbede jeg på et godt resultat på baggrund af den kendsgerning, at begge mine forældre, Richard og Irene, var født i Polen og boede der indtil 16-17 års alderen, plus det faktum at min far havde spillet en større rolle i Reagan-regeringen under den polske krise i 1981-82, at min mor i mange år havde været præsident for American Association for Polish-Jewish Studies [Den amerikanske forening for polsk-jødiske studier], at de begge havde modtaget medaljer af den polske regering, at jeg selv havde et godt forhold til Radek Sikorski, landets udenrigsminister, og at min mor var blevet tildelt polsk statsborgerskab.
 Forsiden på et polsk pas |
Da vi var nået delvist gennem processen, ændredes ansøgningsbetingelserne. Ifølge en domstolskendelse var ikke blot jeg, men også mine døtre født polske. Det, der engang krævede præsidentens bemyndigelse, blev nu en bureaukratisk rutinebehandling. Tingene gik hurtigt og efter et afsluttende besøg hos generalkonsul Ewa Junczyk-Ziomecka i New York City i september 2013, modtog jeg et polsk pas måneden efter.
Til at begynde med var det bare et papirdokument. Men på en nylig rejse til den Europæiske Union, min første med mit nye statsborgerskab, hev jeg det polske pas frem ved ankomsten til tolden. Jeg anvendte det også til at indtegne mig på hoteller, såvel som ved adgangen til museer og regeringsbygninger. Til min personlige moro udløste passet nu og da spørgsmålet, om jeg talte engelsk.
Hvad der dog er mere interessant er, at jeg for første gang, siden jeg rejste ud af USA i en alder af tre år i 1953, havde fulde rettigheder et andet sted – og ikke bare et hvilket som helst sted, men noget nær et helt kontinent med en befolkning på over 500 millioner. Af dybere betydning var, at jeg følte en ny forbindelse til mine forfædres land, Polen. Jeg besøgte landet første gang i 1976, har støttet udvalgte non-profit-aktiviteter der, har fremtidige planer om at rejse dertil og har endda i sinde i et vist omfang at lære polsk, et notorisk vanskeligt sprog. Det gamle land er blevet til det nye land.
Det der begyndte som noget belejligt og formelt, har på sin egen beskedne måde ændret min følelse af identitet.
