I april 2013 offentliggjorde jeg en artikel med den lettere upræcise titel, "Støt Assad." Det ville have været bedre med "Støt den tabende part i den syriske borgerkrig." Dengang virkede det, som om Bashar al-Assads regimes dage var talte; men blot en måned senere var dette ikke længere tilfældet og otte måneder efter synes der at være almindelig enighed om, at Assad langsomt er ved at vinde.
For eksempel skriver Jeffrey White, en forsvarsanalytiker i Washington Institute for Near Eastern Policy (Washington Institut for nærøstlig politik), i "The Syrian Regime's Military Solution to the War" (Det syriske regimes militære løsning på krigen), at den syriske borgerkrig
kunne faktisk få en militær afslutning og set i lyset af de aktuelle tendenser vil denne afslutning være en regeringssejr. Skitsen til regimets strategi til at vinde krigen er synlig. Denne strategi er baseret på regimets og dets allieredes evne til at bevare overtaget, en tilvejebringelse af de nødvendige styrker, operationel succes og fortsat splittelse inden for oprørsstyrkerne. Det er forbundet med alvorlige begrænsninger, især begrænsninger i regimets og dets tilknyttede styrkers størrelse og effektivitet, og "game changers" (spilændrende faktorer) vil kunne påvirke forløbet. Men en sejr til regimet er en mulighed—og det er, hvad regimet regner med. …
Udelukker man et pludseligt sammenbrud i den væbnede modstand, hvilket for den islamistiske kerne synes usandsynligt, vil regimet kun langsomt nedkæmpe oprørsstyrkerne og genvinde sit territorium. Men regimet er kompromisløst og dets allierede er standhaftige.
Set i lyset af denne udvikling kommer det ikke som nogen overraskelse, at John Hudson rapporterer, at "U.S. Weighing Closer Ties With Hardline Islamists in Syria" (USA overvejer tættere bånd til de hårdkogte islamister i Syrien):
Efterhånden som den moderate fraktion blandt de syriske oprørere bryder sammen under presset fra modbydelige, indre stridigheder og svigtende resurser, har USA i stigende grad blikket rettet mod de hårdkogte islamister i sin bestræbelse på at få indflydelse på den syriske borgerkrig. Denne udvikling har oprørt amerikanske iagttagere, som er bekymrede over, at de radikale salafister ikke deler USA's værdinormer og har skræmt støtterne af Free Syrian Army (Den Frie Syriske Hær), og som mener, at de moderate kræfter blev lokket i en fælde og var dømt til at fejle.
Mandag bekræftede udenrigsministeriet sin åbning over for at træde i forbindelse med Den Islamiske Front efter gruppens indtagelse af et af Den Frie Syriske Hærs hovedkvarterer i forrige uge, som indeholdt amerikanske forsyninger af håndvåben og mad. "Vi vil ikke udelukke muligheden af at mødes med Den Islamiske Front," udtalte udenrigsministeriets talskvinde Marie Harf i mandags. "Vi kan selvfølgelig indgå forbindelse med Den Islamiske Front, eftersom de ikke er betegnet som terrorister ... Vi er altid åbne over for at mødes med en bred vifte af modstandsgrupper. Det kan tydeligvis give mening at gøre dette på et tidspunkt inden alt for længe, og hvis vi har noget at bekendtgøre, vil vi gøre det."
Hudson bemærker, at "Selvom Den Islamiske Front ikke af USA er betegnet som en terroristgruppe, har mange af dens medlemmer stærkt anti-amerikanske holdninger og har ingen intentioner om at skabe et sekulært demokrati i Syrien." Jamen, selvfølgelig. Men det behøver ikke at være et problem, for ingen af parterne er pro-amerikanske eller har til hensigt at skabe nogen form for demokrati, og vi bør ikke støtte nogen part ud fra håbet om, at den vil vinde, kun ud fra håbet om at den vil hindre den anden part i at vinde.
Set i dette lys, foretager jeg en dyb synkebevægelse og billiger, at vi støtter Den Islamiske Front. Igen, ikke støtter den for at den skal vinde, men for at den skal kunne kæmpe endnu en dag imod det hæslige Assad-regime og dets støtter i Iran og Hizbollah. (19. december 2013)
 Syriens islamistiske oprørere er stadig vore fjender, men de kan være nyttige fjender. |
