Al-Hajj Dr. Yusef Abdul Lateefs bortgang i en alder af 93 den 23. dec. i Massachusetts får mig til at tænke på islams eksotiske, næsten glemte indflydelse på den amerikanske musikscene i 1950'erne, dengang islam, og især ahmadiyya-islam, var cool.
Lateef blev født William Emanuel Huddleston den 9. okt. 1920 i Chattanooga og voksede op i Detroit, hvor hans far ændrede familienavnet til Evans. Han begyndte som saxofonist i 1946, men gik derefter videre til at spille fløjte, obo, fagot og mange andre instrumenter. I løbet af sin meget lange og betydningsfulde karriere spillede han musik sammen med så navnkundige folk som Cannonball Adderley, Donald Byrd, Dizzy Gillespie og Charles Mingus, foruden at han var uafhængig leder af sit eget band.
Yusef Abdul Lateef døde i en alder af 93 den 23. dec. 2013. |
Lateef blev en af de første sorte jazzmusikere, som tilsluttede sig islam, idet han konverterede i 1948 og ændrede sit navn på dette tidspunkt, tog på pilgrimsrejse til Mekka to gange og skrev en PhD-afhandling i 1975 med titlen "Et overblik over vestlig og islamisk uddannelse." Som et implicit tegn på sin fromhed bandlyste han fra og med 1980 alkohol ved sine koncerter.
Missionærer fra den lille ahmadiyya-bevægelse fra Pakistan fik en iøjnefaldende succes blandt ledende jazzmusikere i 1950'erne, hvor flere stjerner ud over Lateef konverterede, så som Nuh Alahi, Art Blakey (Abdullah Ibn Buhaina), Fard Daleel, Mustafa Daleel (Oliver Mesheux), Talib Daoud, Ahmad Jamal (Fritz Jones), Muhammad Sadiq, Sahib Shihab (Edmund Gregory), Dakota Staton (Aliya Rabia) og McCoy Tyner (Sulaiman Saud).
Dakota Staton, alias Aliya Rabia (1930-2007). |
Kort sagt, islam var beboppens uofficielle religion.
Musikerne vendte sig mod islam til dels af egentlig religiøse årsager; til dels fordi (som udtrykt i en 1953 Ebony artikel) "islam nedbryder racemæssige barrierer og skænker sine tilhængere formål og værdighed"; og til dels fordi islam tjente dem som middel til at skille sig ud i et USA, hvor muslimer kun udgjorde et antal på omkring 100.000 ud af en befolkning på 150 millioner.
Kommentarer:
(1) Denne forbindelse rummer en vis ironi, når man betænker islams tvivlende og til tider direkte fjendtlige holdning til musik. Dengang f.eks. den britiske sanger Cat Stevens konverterede til islam i 1977, holdt han op med at udgive plader i to årtier. I en periode i 2010 forbød somaliske islamister ikke alene al musik, men endda skoleklokken. Deres modstykke i Mali forbød i 2013 ringetoner i mobiltelefoner.
(2) Ahmadierne indtager også visse reservationer vedrørende musik, især det de kalder popmusik (som antagelig inkluderer jazz): I et svar på et spørgsmål vedrørende dette emne sagde Mirza Tahir Ahmad, den fjerde kalif i det ahmadiyya-muslimske samfund, i 2010:
det afhænger helt af musikkens grad af sædvane og karakter. Musikken i sig selv kan som helhed ikke dømmes dårlig. … I disse ting er det et spørgsmål om smag. … hvad angår popmusik forstår jeg ikke, hvordan folk kan tolerere den! Det er det rene pjat! Jeg savner ikke respekt for musik som sådan, for jeg ved, at den klassiske musik rummede en vis ædelhed. … den smag man efterlades med fra denne moderne "såkaldte musik" er hæslig og ond, og det samfund som påvirkes af den, bliver grimmere og mere eftergivende, mere ligeglad med de traditionelle værdier, så denne musik er tydeligvis både ond og syndig. … et lejlighedsvist brus af musik, som drager dig ind i sig på bekostning af højere værdier, på bekostning af erindringen om Allah, på bekostning af bøn, hvor du overvældes af musikken og den bliver hele din ambition og besættelse; hvis det sker, står du til at tabe, tydeligvis.
(3) Bebop-æraens islam øgede musikernes cool-faktor og var apolitisk.
(4) Dette står i skarp kontrast til amerikansk, muslimsk musik i de senere år, som er præget af fremmedgørelse og vrede. I 1990'erne kunne f.eks. Nation of Islam regne med støtte fra Ice Cube, King Sun, KMD, Movement X, Queen Latifa, Poor Righteous Teachers, Prince Akeem, Sister Souljah og Tribe Called Quest. The Five Percenters, en udbrydergruppe fra Nation, havde Grand Puba, Big Daddy Kane, Eric B.and Rakim og Lakim Shabazz i sit hjørne. Den normative islam havde også sine smågrupper af kunstnere så som Soldiers of Allah. Mattias Gardell, som har skrevet en biografi om Louis Farrakhan, mener, at "hip-hop-bevægelsens rolle med hensyn til at popularisere den sorte, militante islams budskab kan ikke overvurderes." (27. december 2013)
Louis Farrakhan var en talentfuld violinist, dengang han var ung og stadig hed Eugene Walcott. Han satte sit præg på de sene 1950'ere med sine teater- og musicalopførelser, de eneste som Nation of Islam bifaldt i sine tidlige årtier. |