Barack Obamas rejse til Israel i marts 2013 indgød en følelse af, at det næsten var for godt til at være sandt. Mens han næsten ikke lagde pres på Israel, gav han palæstinenserne besked om, at de ikke kunne opstille forhåndsbetingelser for forhandlingerne, og han formanede dem om at "erkende, at Israel forbliver en jødisk stat." Det føltes, som om det ikke rigtig passede ind i stilen og antydede, at der kunne være en pris at betale senere.
Nuvel, denne pris er her, otte måneder senere, blevet afsløret, og den indeholder to elementer. Hvis det må være mig tilladt at gengive den amerikanske position: "Først, vent stille og roligt på at vi når frem til en aftale med Teheran, som fastfryser, men ikke afmonterer dets nukleare opbygning. Derefter, stands de illegitime beboelsesbyggerier på Vestbredden, eller Det Palæstinensiske Selvstyre vil med amerikansk accept indlede en tredje intifada."
De israelske reaktioner på disse to krav har været stærke, mere bryske end noget man mindes at have set tidligere. Premierminister Binyamin Netanyahu skældte voldsomt ud på den kommende aftale med Iran og kaldte den en "monumental misforståelse," og efter sit møde med udenrigsminister John Kerry fremsatte han denne advarsel:
Jeg mindede ham om, at han havde sagt, at ingen aftale er bedre end en dårlig aftale. Og den aftale, som diskuteres i Geneve lige nu, er en dårlig aftale. Det er en meget dårlig aftale. Det bliver ikke pålagt Iran at afmontere så meget som én eneste centrifuge. Men det internationale samfund letter på sanktionerne mod Iran for første gang efter mange år. Iran får alt, hvad det ønsker på dette stadium, og betaler intet. Og det sker, mens Iran er hårdt presset. Jeg opfordrer kraftigt udenrigsminister Kerry til ikke at forhaste sig med at skrive under, til at vente, genoverveje tingene, til at få en god aftale i stand. Men dette her er en dårlig aftale, en meget, meget dårlig aftale. Det er århundredets aftale for Iran; det er en meget farlig og dårlig aftale for freden og for det internationale samfund.
Økonomi- og handelsminister Naftali Bennett var endnu mere direkte og berørte endog udsigterne til, at en iransk atombombe kan udradere New York City:
Disse afgørende dage i november vil blive husket mange år frem. Den Frie Verden står foran en forgrening i vejen og et tydeligt valg: Enten står I fast og insisterer på, at Iran afmonterer sit kernevåbenprogram, eller også overgiver I jer, giver efter og lader Iran beholde sine 18.500 centrifuger. Om mange år, når en islamisk terrorist sprænger en kuffert i luften i New York, eller når Iran sender en atomraket imod Rom eller Tel Aviv, vil det udelukkende ske, fordi man indgik en Dårlig Aftale på dette afgørende tidspunkt.
Som ved en boksekamp er det iranske regime lige nu i gulvet. Tællingen er kun få sekunder fra 10. Det er nu, tiden er inde til at øge presset og tvinge Iran til at afmontere sit atomprogram. Ikke til at lade det slappe af. Det vil være farligt at lette på sanktionerne og acceptere en aftale, som tillader Iran at bevare hele sin uranium-produktionslinje. Det vil være farligt, fordi Iran om ét, to eller tre år blot vil tænde for det hele igen og opnå kernevåben, inden verden kan gøre noget for at standse det. Det er ikke nok at slukke for centrifugerne. De skal fuldkommen afmonteres. Vi opfordrer Vesten til at undlade at skrive under på en Dårlig Aftale.
Israels ansvar er at sørge for dets borgeres sikkerhed, og det er præcis hvad vi vil gøre. Vi vil aldrig outsource vores sikkerhed.
I det palæstinensiske spørgsmål var det forsvarsminister Moshe Ya'alon, der førte an:
Der er ingen grund til at frygte trusler om, hvorvidt der kommer en tredje intifada eller ej. Vi har befundet os i en åben og vedvarende konflikt [med palæstinenserne], som for palæstinensernes vedkommende ikke slutter ved 1967-linjerne. Der er Sheikh Munis, [deres navn for] Tel Aviv, Majdal, [deres navn for] Ashkelon. Vi forlod Gaza-striben og de angriber os stadig. De opdrager deres børn og unge til at tro, at Haifa og Akko er palæstinensiske havne og meget andet. Der er intet tegn på kompromis her. … Vi skal være kloge og ikke frygte trusler om, hvorvidt der kommer en tredje intifada eller ej.
Inden det seneste præsidentvalg skrev jeg, at "Israels problemer begynder for alvor," hvis Obama vinder sin anden periode. Ved Obamas anden indsættelse spåede jeg, at han, "fri for genvalgets begrænsninger, omsider kan udtrykke sine tidlige, anti-zionistiske synspunkter efter et årti med politisk positionering. Vær forberedt på en mærkbart forværret tone fra denne anden Obama-regering over for den tredje Netanyahu-regering."
Det er den situation, vi nu står i.
