Det er mærkeligt, men her tyve år efter finder jeg intet nyt at sige om Oslo-aftalerne, der blev underskrevet den 13. sep. 1993.
Jeg har genlæst det jeg skrev på 10-årsdagen og må erkende, at der ikke er sket nogen væsentlige ændringer. Spillerne indtager deres vante stillinger, blot med den ene undtagelse, at israelerne er blevet klogere på de palæstinensiske hensigter, hvilket gør dem mindre tilbøjelige til at foretage smertefulde, men frugtesløse indrømmelser. Ti års stilstand peger på det ufrugtbare i den arabisk-israelske diplomatiske proces, et produkt af "fredsmagernes" drømme snarere end en afspejling af virkeligheden.
Især på et tidspunkt som dette, hvor et amerikansk angreb på Syrien truer og Egypten ligger i krampetrækninger over fjernelsen af Morsi-regeringen, hvor de iranske atomcentrifuger roterer og Erdoğan dagligt viser sig mere og mere som diktator, og hvor Libyen og Tunesien er ved at falde fra hinanden, er der en perfekt mulighed for at ignorere dette bedrøvelige emne, hvilket jeg agter at gøre netop fra dette øjeblik. (13. september 2013)
