I april måned oplevede byen Boston et effektivt militært udgangsforbud, fordi der rendte to terrorister rundt. Nu har frygten for al-Qaeda-angreb fået den amerikanske regering til at lukke 21 amerikanske ambassader i lande med muslimsk flertal og tillige udsende en verdensomspændende rejseadvarsel, som kundgør, at "Terrorister kan vælge at benytte flere forskellige midler og våben og søge at ramme både officielle og private interesser. Amerikanske borgere bliver mindet om muligheden af, at terrorister kan angribe offentlige transportsystemer og andre turismeprægede infrastrukturer."
Formanden for stabschefernes fællesråd (Joint Chiefs of Staff), general Martin Dempsey, har udtalt, at de to tiltag skyldes "en betydelig strøm af trusler" og derfor "tager myndighederne det seriøst."
Kommentarer:
(1) Jeg ved ikke med jer, men jeg finder denne forebyggende kryben uværdig, ja ligefrem ydmygende, for et stort land. Hvorfor tillader vi en samling ekstremistiske bøller at lukke os ned, frem for det omvendte? Hvad er formålet med, at vi betaler for verdens bedste militær og største efterretningstjeneste, hvis ikke at beskytte os selv imod den slags trusler?
(2) Denne frygtsomhed passer ind i et større mønster, som jeg længe har fundet forkasteligt. Her kommer en kommentar fra mig fra 1998, som jeg gerne vil grave frem igen, og som var en reaktion på de to bombeangreb på amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania for næsten præcist femten år siden, den 7. aug. 1998:
Det bliver en lykkelig dag, når amerikanske ambassader igen opføres i travle, centrale bydele og af normale materialer – og ikke, som nu, består af bunkere anbragt på fjerntliggende lokaliteter omgivet af høje beskyttelseshegn. Sådan en forandring bliver først mulig, når amerikaneres sikkerhed ikke afhænger af mure, metaldetektorer og vagter i form af marinesoldater, men af den afskrækkelse, som skabes gennem flere års frygtelige gengældelser mod alle, som så meget som skader en eneste amerikansk statsborger.
Afskrækkelse er løsningen, ikke lukning af de bunkere som vi kalder ambassader. Måske vil Obamas efterfølger forstå det bydende nødvendige heri.
