Siden 3. juli har general Abdul-Fattah al-Sisi gjort det klart, hvem der styrer Egypten: det gør han. Han står over for to store udfordringer. Den ene er det islamistiske element, som er i krigshumør for at generobre magten, som de mistede for ganske nylig. Den anden, som er det jeg koncentrerer mig om her, er økonomien.
Landet, der engang var berømt som "Nilens brødkurv," importerer i dag noget nær 70 procent af sine fødevarer. Og for at gøre det endnu værre, så kan faldende indtægter betyde, at pengene simpelthen ikke er der – som andet end gaver fra Saudi-Arabien og andre regeringer – til at holde sulten fra døren. Samt at faren lurer for, at der kommer alvorlige begrænsninger i landets andel af Nilens vand. Hvad kan der gøres?
 Reklame for de militærfremstillede Dronninge-makaroniprodukter. |
strækker sig lige fra forbrugsgoder som bærbare computere, fladskærms-tv, symaskiner, køleskabe, potter og pander, plastduge, butangasflasker, olivenolie og vand på flasker til medicinsk udstyr, turisme, ejendomshandel, benzin og energi. Militæret ejer og kører ikke mindre end ni makaronifabrikker.
Militæret har vokset sig så stort hovedsagelig på grund af en begunstiget skattepolitik, statsstøttet arbejde, en særlig lovstatus, nepotisme blandt pensionerede militærfolk og mange andre privilegier. Som man kan forestille sig, bliver dets virksomheder kørt efter socialistiske linjer og er dybt gennemsyret af nepotisme og barokke former for korruption.
Egyptens økonomi kan kun komme i gang igen, hvis Sisi ejer modet til at fortælle sine kolleger, at festen er slut, at de væbnede styrker skal forlade makaronifabrikkerne og de andre virksomheder, så egypterne kan komme til at opbygge en ordentlig økonomi. Jeg kan ikke forestille mig, at han vil gøre dette på egen foranledning, for officererne er blevet vænnede til det gode liv med bunker af penge og masser af gratis tjenestefolk.
At slå dette budskab fast er en af de vigtigste handlinger, udenlandske regeringer kan foretage, når de mødes med Sisi og militærledelsen.
