I kølvandet på statskuppet i Egypten er der dukket en konsensus op om, for at citere en anonym embedsmand i Obama-regeringen, at "forsøg på at knække nakken på Broderskabet [Det Muslimske] vil ikke være godt hverken for Egypten eller for regionen."
Tankegangen bag dette synspunkt er, at (1) det er bedre at have islamisterne med i den politiske proces, end at de gør voldeligt oprør, og (2) deltagelse i civilsamfundet rummer mulighed for at tæmme islamisterne, få dem til at indse goderne ved demokratiet og gøre dem til en interessegruppe blandt mange andre.
Må det være mig tilladt at være højlydt uenig?
Jo, vi ønsker bestemt at knække nakken på broderskabet, fordi det vil være godt for Egypten, for regionen og (ikke mindst) for os selv. Begge de ovennævnte antagelser er forkerte. (1) Islamisterne kan gøre større skade indenfor i den politiske proces end udenfor den. For at anskueliggøre dette, så er jeg mere bekymret for Tyrkiet, med dets folkevalgte islamister ved roret, end for Syrien, hvor de er optaget af en borgerkrig for at få magt. (2) Islamisterne er kendt for at bruge den politiske proces til deres egne formål og ikke for at blive tæmmet af den: betragt Mohamed Morsis ene år ved magten som et tydeligt eksempel.
Ingen tolerance over for de intolerante. Ligesom fascister og kommunister ikke er legitime spillere i en demokrati, er islamisterne det heller ikke. Uanset hvor veltalende de er, så er og bliver de autokrater, som lader hånt om folkets vilje. Det bedste er, at de fuldkommen udelukkes fra at medvirke i politik.
