De israelske ledere har en lang historie præget af ubalancerede byttehandler med deres arabiske fjender. Disse udvekslinger omfatter:
1985 – 1.150 fængselsfanger for 3 tilfangetagne israelere;
2000 – 450 arabiske fængselsfanger for 3 israelske lig og en kidnappet israeler;
2008 – 5 arabiske fængselsfanger (herunder psykopaten Samir al-Kuntar) og 199 arabiske lig for 2 israelske lig;
2011 – 1.027 palæstinensiske fængselsfanger for Gilad Schalit.
Jeg var stærkt imod disse ubalancerede udvekslinger (også den med Schalit), selvom jeg anerkendte den ærefulde israelske hensigt om ikke at efterlade sine soldater.
Men der er intet som helst tilbagekøb forbundet med den udveksling, som premierminister Binyamin Netanyahu foreslog i dag, nemlig løsladelse af 104 mordere som en good-will-gestus for at opmuntre Det Palæstinensiske Selvstyre til at indlede forhandlinger. Netanyahu retfærdiggjorde denne beslutning med, at "sommetider er premierministre nødt til at træffe beslutninger, som går imod den offentlige mening - når spørgsmålet er af vigtighed for landet."
Det er et skinargument. Viceforsvarsminister Danny Danon hævder langt mere overbevisende, at dette "er en belønning til palæstinenserne, alene for deres villighed til at sætte sig sammen med os ved forhandlingsbordet. Dette kommer til at sætte den fremtidige standard for vidtgående indrømmelser fra Israel, stillet over for nogle latterlige krav fra den anden part." Danon kalder med rette frigivelsen af snesevis af terrorister, som har i hundredvis af israeleres blod på hænderne, for "vanvittig."
Vanvittig, men også umoralsk. Udvekslingen svigter ofrenes familier og den svigter Israels allierede. Det er en modbydelig handling.
Til dem, der vil undskylde Netanyahu med, at han føler sig presset af den amerikanske regering, vil jeg sige: det er en ussel undskyldning, for israelerne kan og har ofte forsvaret sig imod vildledte amerikanske ledere; desuden forekommer det ukorrekt, for Netanyahu har for nylig, tryllebundet af Ben-Gurion-komplekset, antydet, at han selv er blevet overbevist om nødvendigheden af en palæstinensisk stat på Vestbredden.
En trøst er det dog, at det israelske vælgerkorps har ændret opfattelse: mens det godkendte 2008-udvekslingen med et forhold på næsten 2-1, viser meningsmålingerne i dag en 9-1 misbilligelse af frigivelsen af de 104.
