Jeg befandt mig ikke i Egypten i går, den 30. juni, men jeg så nogle af egyptisk tv's væg-til-væg-udsendelser med tætpakkede pladser og gader fra hele landet, gestikulerende talere, defensive regeringstalsmænd og velformulerede kommentatorer. De landsdækkende demonstrationer var, efter et alment skøn, 7 til 10 gange større end de største anti-Mubarak-forsamlinger i begyndelsen af 2011. De overgik langt gadeoptøjer som dem i Iran i 1979 eller Peking i 1989. Kort fortalt, der var formentlig tale om den største politiske demonstration i menneskets historie.
 En tv-station kaldte sig for "Tahrir-pladsens Stemme" og viste samtidigt scener fra pladsen og syv andre byer. |
Jeg blev bevæget over massernes humanitet og (til tider på trods af mig selv) begejstret over deres centrisme og konstruktive indstilling. Hvem kunne have forestillet sig for blot et år siden, dengang Mohamed Morsi angiveligt vandt præsidentvalget, at denne massive Opstand ville blive hans gave på årsdagen, mens han selv krøb sammen bag murene i et fjernt palads?
Dagen fremkaldte også to politiske overvejelser:
Amerikas rolle: Gang på gang omtalte kommentatorerne den amerikanske regerings vitale betydning i dagens drama. Én nævnte for eksempel fire hovedaktører: demonstranterne, præsidenten, militæret og Washington. Masserne gav udtryk for anti-Obama-følelser; mindst ét hyppigt fotograferet, tosproget banner indeholdt en engelsk oversættelse: "OBAMA STØTTER TERRORISME." (Morsis kritikere kalder ham rutinemæssigt for terrorist.)
 Et banner på Cairos Tahrir-plads bekendtgjorde på både engelsk og arabisk, at "Obama Støtter Terrorisme." |
Budskabet fra Egypten var krystalklart: Tiden er inde for den amerikanske regering til at holde op med at forkæle Morsi og stille sig bag de mange millioner protesterende. Men vil skytsånderne i Det Hvide Hus, udenrigsministeriet eller ambassaden i Cairo lytte? Obamas første reaktion i dag var lunken, men pegede dog i det mindste mildt i den rigtige retning: "Vores forpligtelse over for Egypten har aldrig ligget hos en bestemt person eller et bestemt parti. Vores forpligtelse har ligget i en proces."
Hvorhen Morsi: Selvom den 30. junis afvisning af Det Muslimske Broderskabs styre var både imponerende og velgørende, så er det ikke indlysende, hvad der bør følge efter. Følelsesmæssigt ønsker jeg Morsi og hans hæslige stab væk fra magtens korridorer hurtigst muligt. Taktisk set frygter jeg dog, at når de er borte, så vil den politisk tykhovedede, militære ledelse sandsynligvis forkludre tingene, og oppositionen vil være ude af stand til at samle sig eller håndtere den truende, økonomiske katastrofe. Hvis Egyptens smerte skal gøre nogen som helst gavn, må det være ved at miskreditere islamismen. For at få det til at ske er det sandsynligvis bedre, at Morsi bliver siddende på posten og bliver gjort ansvarlig for fremtidens sult og andre katastrofer.
Jeg skriver dette med en vis bæven, som altid når hjertet og forstanden strides.
