Jeg skrev en artikel for 3½ år siden, under et lavpunkt i Obamas første præsidentrunde hvor udskældningerne af ham hobede sig op og hans parti netop havde mistet Edward Kennedys sæde i senatet til en republikaner, en artikel som på nyttig vis foreslog, at Obama kunne "redde sin vaklende administration" ved at tage nogle "dramatiske skridt til ændring af offentlighedens opfattelse af ham som en letvægter og en famlende ideolog, fortrinsvist på områder hvor satsningen er høj, hvor han kan tage føringen, og hvor han kan overtrumfe forventningerne." Han kunne gøre en god figur og også gøre noget godt, foreslog jeg, ved at fjerne den iranske nukleare infrastruktur.
Nuvel, som alverden ved, fulgte han ikke mit råd. Men øjeblikket er kommet til at sende det ud igen på et tidspunkt, hvor Obama synes tæt på at implodere. Som den fremtrædende historiker Andrew Roberts udtrykker det i juli/august-nummeret af det britiske tidsskrift Standpoint, så bliver han
troligt anklaget af landets interne opposition for alvorlige krænkelser af de borgerlige frihedsrettigheder, for hemmelig indhentning af journalisters telefonsamtaler og emails, for ulovlig brug af de statslige skattemyndigheder til at chikanere borgere, for regeringens totale tildækning af omstændighederne ved fire mord og for "systematisk forfølgelse" af nyhedsbureauer. …
denne sommer har Barack Obama ikke mindre end fire forskellige skandaler hængende, som tilsammen kaldes for "Obamagate". Forbavsende nok er vi måske her, mindre end et år efter hans genvalg, vidne til Obama-præsidentembedets optrevling.
På denne baggrund foreslår jeg (idet jeg opdaterer min artikel fra 2010), at et angreb på de iranske faciliteter ville kaste Obamas uduelige femte år ned i hukommelsens sorte hul og forvandle den hjemlige politiske scene. Det ville køre immigrationsreformen ud på et sidespor, få republikanere til at samarbejde med demokrater, få netrødderrne til at hyle op, få de uafhængige til at genoverveje deres stilling og få de konservative til at dåne.
