Nogle af de større jødiske institutioner udviser en klar tilbøjelighed til at fremme og hylde Israels fjender og sågar antisemitter. Her er nogle eksempler, i baglæns kronologisk orden:
Cardozo Law School of Yeshiva University: Planlægger at give sin pris for International Støtte til Fred til Jimmy Carter, forfatteren til Palestine: Peace Not Apartheid [Palæstina: Fred ikke Apartheid] den 10. april.
Filmplakat for "Rachel."
- 92nd Street Yeshiva: Planlagde (men udsatte siden) en tale ved Roger Waters fra Pink Floyd, ledende fortaler for kunstneres boykot af Israel og leverandør af antisemitiske skrøner.
- San Francisco Jewish Film Festival: Viste Rachel, en film som hylder anti-Israel aktivisten Rachel Corrie, og lod Corries mor tale ved forevisningen.
- Brandeis University: Tildelte en æresgrad til Tony Kushner, som siger, at "det ville have været bedre, om Israel aldrig var sket," og beskylder Israel for "etnisk udrensning" af palæstinenserne.
- Republican Jewish Coalition: Inviterede Christopher Hitchens til at holde tale trods det, at han har kaldt Ariel Sharon for "afskyelig" og zionismen for en "falsk messias for jøderne."
- Cardozo Law School: Gav sin pris for International Støtte til Fred til Desmond Tutu, som har sagt, at "Israel er ligesom Hitler og apartheid."
Disse eksempler udtømmer ikke listen: i sidste måned var Barrack Hebrew Academy i Philadelphia for eksempel vært for Abdulaziz El Sayed Nosair, søn af El Sayed Nosair, som myrdede Meir Kahane i 1990.
 Roger Waters nr. 2 fra højre. (Noam Chomsky nr. 1 fra venstre.) |
Hvad er det ved jødiske organisationer, som får dem til at tiljuble deres modstandere? En tro på, at det at behandle sine modstandere generøst vil inspirere disse til at gøre gengæld, selvom dette næsten aldrig virker.
Her er et mere alvorligt eksempel på samme impuls, som handler om den israelske regering i 2000, således som David Wurmer forklarede det i en artikel, der blev udgivet for få dage siden, "The Geopolitics of Israel's Offshore Gas Reserves" [Geopolitikken i forbindelse med Israels gasfelter til havs]:
Som en hjælp til at udvikle den palæstinensiske økonomi – hvilket af både israelske og amerikanske ledere blev betragtet som en nøgle til politisk at formilde den palæstinensiske befolkning og styrke freden – samt begrave alle potentielle fremtidige uenigheder vedrørende denne energiresurse, optegnede Israel inden for afgrænsningen af sin foreslåede Exclusive Economic Zone (EEZ) et indsnit mellem sig selv og Gaza i stedet for at føre grænselinjen i en lige linje ud fra kysten, sådan som man gør ved alle andre EEZ-grænsedragninger over hele kloden. Israel erklærede sig villig til at lade indsnitslinjen blive optegnet til landets egen ugunst, således at hele Gazas havområde bliver inkluderet i Det Palæstinensiske Selvstyres område. Gassen, som tænkes både brugt i Gaza til el-produktion og eksporteret til Israel, skal hjælpe Det Palæstinensiske Selvstyre med at komme til at finansiere sig selv, få resurser til at opbygge sin status blandt palæstinenserne og, via en stimulering af udviklingen, opmuntre til politisk stabilitet og moderation.
Kommentar: Man betragter situationen og venter forgæves på en erkendelse af, at dette at behandle sine fjender pænt ikke løser problemerne.
