Tsarnaev-brødrene udførte deres terrorangreb med stor dygtighed, men begik en fatal brøler ved at lade deres ansigter og kropsfysik være synlige under en stærkt fotograferet international sportsbegivenhed. Dette betød, at der var mangfoldige billeder af dem til rådighed, som en massiv politistyrke kunne finkæmme, så man tre dage senere kunne identificere dem med navn og udseende.
Denne hurtige identifikation var ikke uden fortilfælde – politiet i London havde gjort det samme ved selvmordsbombningen i juli 2005, men fordi ingen af de fire gerningsmænd overlevede det angreb, var der mere tale om en teoretisk bedrift end en praktisk. Så vidt jeg ved, var Tsarnaev-brødrene de første terrorister, der er blevet sporet ved hjælp af stillfotos og videobilleder.
Set i bakspejlet skulle brødrene ikke have afsløret deres udseende. Men hvordan undgå det? Hætter lader ansigtet synligt. Skihætter vækker mistanke ved mildt vejr, det samme gør Halloweenmasker på alle aftener undtagen én om året og strømper over hovedet gør det altid.
Det er klart, at de skulle have iført sig en heldækkende islamisk klædedragt, som kun viser øjnene (niqab) eller slet intet (burka). Disse klædedragter giver mange og unikke fordele, idet de fuldkommen skjuler bærerens identitet; de er legitimt antræk i al slags vejr og alle steder; de tillader en diskret medførelse af våben; de giver det nyttige, falske indtryk af at være båret af kvinder, hvilket reducerer mistanken og vildleder vidnerne; de skaber en brugbar social barriere; de maksimerer personlige særrettigheder; og de er ideologisk passende, idet de afsender et umiskendeligt islamistisk signal.
En niqab viser øjnene, hvilket er en ulempe, som solbriller kan kompensere for; og den har den store fordel, at den giver terroristen større mulighed for at se sig omkring end en burka.
Man må forvente, at fremtidige ikke-selvmordsbombere vil vælge niqab eller burka. (Sådan som mange terrorister og kriminelle gentagne gange har gjort: se min 16.000 ord lange blog om dette emne.)
Men hvorfor vente på, at de kaster sig ud i flere mord? Hvorfor først lukke staldporten, når hesten er rendt sin vej? Det ville være meget klogere at forbyde niqab og burka på offentlige steder nu, inden tragedien rammer.