Det egyptiske blad Al-Masry Al-Youm rapporterer, at USA's regering har forsynet Egyptens indenrigsministerium med fem containere indeholdende 140.000 dåser med tåregas. Det beretter endvidere, at denne forsendelse forlod Wilmington, Delaware, den 14. marts om bord på SS Jamestown og at den netop er nået frem til havnen i Suez. Den har kostet den egyptiske regering lige under 2,5 millioner dollar. Ifølge ministeriets talsmand, Hani Abdel Latif, har ministeriet importeret granaterne med henblik på beskyttelse af statslige faciliteter.
Selvom dette er chokerende, bør det ikke komme som nogen overraskelse: Den 25. feb. 2013 bekræftede det amerikanske udenrigsministeriums talsmand, at "vi har godkendt en eksportlicens til forsendelse af amerikansk fremstillede, ikke-dødbringende midler til kontrol med uroligheder til den egyptiske regering." Han tilføjede: "Ingen amerikanske fondsmidler til sikkerhedshjælp er blevet anvendt ved indkøbet af disse produkter" og "vi fordømmer ethvert misbrug af disse produkter, af tåregas som kan resultere i skader eller ulovlig død, og ethvert sådant misbrug vil bringe fremtidig eksport i fare."
Kommentarer: (1) Jeg har ventet seks dage for at se, om nogen af de to regeringer ville benægte, at der var blevet leveret 140.000 dåser, men ingen af dem har gjort det, hvilket må betyde, at dette er det korrekte antal. (2) Forsendelsen af dette arsenal af massekontrolvåben afslører dybden af Obama-administrationens hemmelige forståelse med det jammerlige Morsi-styre. (3) Denne idioti berettiger titlen på mit foredrag i Washington den 16. apr., "Amatørtime: Obama-administrationens mellemøstpolitik."
Tåregas på Tahrir-pladsen får egyptiske demonstranter til at flygte i 2011. |