Jeg blev rystet, da jeg i sidste uge erfarede, at den israelske premierminister havde givet sin tyrkiske modpart en undskyldning for sin regerings handlinger under Mavi Marmara-hændelsen, idet jeg opfattede dette som en fodring af den tyrkiske regerings inflaterede følelse af storhed og magt.
Denne forudsigelse blev bekræftet ganske eftertrykkeligt.
Kommunalstyret i Tyrkiets hovedstad, Ankara, satte plakattavler op i byens gader, som svælgede i den israelske undskyldning. De er på ingen måde diskrete, men viser en bedrøvet udseende Netanyahu under en større og livfuld Erdoğan, adskilt fra hinanden ved selveste Mavi Marmara. Henvendt til Erdoğan står der: "Israel undskyldte over for Tyrkiet. Kære premierminister, vi er taknemlige for, at du lod vores land opleve denne stolthed."
Erdoğan selv erklærer ikke blot, at undskyldningen har ændret magtbalancen i den arabisk-israelske konflikt, men også at den forpligter Israel til at arbejde sammen med Ankara i dets diplomati med palæstinenserne. Han sagde sådan til parlamentet: "Det punkt, vi er nået til som et resultat af vore samtaler med alle vore brødre i Palæstina og mere perifere lande, øger vores ansvar med hensyn til en løsning af det palæstinensiske spørgsmål og afstedkommer dermed en ny ligning." Erdoğan hævdede også, at Israel havde erklæret sig villig til at samarbejde med Tyrkiet vedrørende samtaler med palæstinenserne. Hürriyet Daily News parafraserer videre over Erdoğan: "Han sagde, at alle hans regionale samtalepartnere, herunder Khaled Mashaal fra Hamas, erkender, at en ny æra er indledt i Mellemøsten efter det, de alle kalder for den tyrkiske sejr med den israelske undskyldning."
Ikke mindre bemærkelsesværdig er Erdoğans smålige nedskrivning af den israelske side:
Erdoğan sagde, at hans samtale med Netanyahu fandt sted med Obama som vidne, men hans ønskede først at tale med den amerikanske præsident, fordi han savnede at høre hans stemme. "Jeg talte med ham og vi har gennemgået teksten og bekræftet [undskyldnings]-processen. Vi har derfor fuldført denne proces med Obama som vidne," sagde Erdoğan, idet han tilføjede, at denne telefonsamtale også er blevet optaget og opbevaret sammen med skrevne udtalelser afgivet af alle tre parter.
Ryan Mauro opsummerer de tyrkiske handlinger gennem den forgangne uge:
Erdoğan udvider sin tid i rampelyset ved at kræve, at Israel betaler 1 million dollar til hver af de dødes familier, ti gange det beløb som Israel har tilbudt. Han vil endnu ikke droppe sin sag imod de israelske generaler, som var involverede i operationen, ligesom han heller ikke fuldt ud genopretter de diplomatiske forbindelser med Israel. Og han har kundgjort, at han vil besøge den Hamas-kontrollerede Gaza-stribe i en slet skjult sejrsrunde.
Faktisk har den tyrkiske hoveren været så synlig og omfattende, at den kan have frembragt en sund sans for realiteterne. Så længe Mavi Marmara-hændelsen hvilede tungt over forholdet til Ankara, kunne israelerne og andre tro, at dette skridt på magisk vis ville ophæve og omgøre de seneste ti år. Den illusion kunne overleve, at tyrkerne, uanset hvor urimeligt det måtte synes, blot havde brug for at lægge dette ubehagelige element til side, så ville alt vende tilbage til de gode gamle dage.
Nu hvor israelerne har ydmyget sig selv og Erdoğan stormer fremad, er der nogle, der vågner op til det faktum, at denne undskyldning blot har gjort det hele endnu værre. Naftali Bennett, Israels minister for økonomi og handel, har voldsomt kritiseret den tyrkiske reaktion: "Lige siden denne undskyldning blev offentliggjort, har det set ud som om Erdoğan gør alt, hvad han kan for at få Israel til at fortryde den, samtidig med at han fører en personlig og bidende kampagne på bekostning af de israelsk-tyrkiske relationer. Lad der ikke herske nogen tvivl — intet land gør Israel en tjeneste ved at genoptage sine forbindelser til det. Det bør også stå klart for Erdoğan, at hvis Israel i fremtiden oplever nogen form for terrorisme rettet imod os, vil vores reaktion ikke være mindre streng."
Boaz Bismuth fra Israel Hayom bemærker livfuldt, at israelerne "forventede ikke at komme til at føle, at kun nogle dage efter Israels undskyldning ville Erdoğan allerede få os til at føle, at vi i år har slugt en tudse sammen med vores matzah."
Måske var undskyldningen, når alt kommer til alt, en god ting. For en relativt billig pris – nogle ord – har israelerne og andre fået en større indsigt i den tyrkiske ledelses mentalitet. Det er ikke, fordi de lider af såret stolthed, men de er islamistiske ideologer med en ambitiøs dagsorden. Hvis denne vildførte undskyldning gør dette mere tydeligt for flere iagttagere, så kompenserer det for den og kan måske endda vise sig at blive til et plus på kontoen.
