Refleksioner over de aktuelle Hamas-Israel krigshandlinger

To iagttagelser vedrørende de krigshandlinger, som blev indledt den 10. nov.:

En israelsk soldat arbejder på IDF's Facebook-side.

(1) De gamle arabisk-israelske krige var militære sammenstød, de seneste er politiske sammenstød. Krigene i 1948-49, 1967 og 1973 var kampe på liv og død for den jødiske stat. Men krigene i 2006, 2008-09 og nu 2012 er mediebegivenheder, hvor en israelsk sejr på den militære slagmark er forhåndsbestemt og kampene handler om at vinde den offentlige opinion. Nyhedsmediernes Opeds [redaktionelle indlæg] har erstattet kugler, de sociale medier har erstattet tanks. Vil Israels argumenter om, at det var dets fjender, der startede de aggressive handlinger, vinde? Eller vil disse fjender, Hamas eller Hizbollah, overbevise iagttagerne om, at Israel er et illegitimt regime, hvis tilflugt til magtanvendelse er kriminel? Krigen skal primært udkæmpes som en mediebegivenhed.

(2) Hvis Hamas-styret godt ved, at det ikke kan slå de israelske forsvarsstyrker (IDF) og vil få en blodtud for sine bestræbelser, har det helt tydeligt andre motiver end en sejr i tankerne. Hvad kunne dette være? Jeg kan komme i tanker om flere:

• At teste vandene i kølvandet på Barack Obamas genvalg.
• At vække den offentlige opinion imod Israel og få det til at betale en pris internationalt.
• At modbevise beskyldningerne fra Palestinian Islamic Jihad om, at Hamas har opgivet "modstanden."
• At give Det Palæstinensiske Selvstyre, som nu søger statsstatus gennem FN, en påmindelse om, hvem der styrer Gaza.
• At irritere og ærgre de israelske arabere.
• At komme de egyptiske planer om at ødelægge de underjordiske tunneller fra Gaza i forkøbet, eftersom Cairo ikke kan tillade sig åbenlyst at hjælpe Israel i en krisesituation.