Den afsluttende præsidentdebat fokuserede uforholdsmæssigt meget på Mellemøsten. De fire ud af seks dele handlede om Mellemøsten, kun to om andre emner (et om USA's rolle i verden, det andet om Kina). Egypten blev nævnt 11 gange, Libyen 12 gange, Irak 22 gange, Pakistan 25 gange, Syrien 28 gange, Afghanistan 30 gange, Israel 34 gange og Iran 47 gange. Derimod blev den europæiske krise ikke nævnt, ej heller Indien, Tyskland, Canada, Mexico, Venezuela, Brasilien eller Australien.
Barack Obama har ry for at have optrådt svagt i Mellemøsten, men det kunne man ikke læse ud af debatten, hvor Mitt Romney roste Obamas resultater ("Det er vidunderligt, at Libyen ser ud til at gøre visse fremskridt"), var mere enig end uenig med Obama og sjældent påpegede hans fejl og mangler. Antagelig valgte Romney denne milde optræden for at give indtryk af sin sympatiske natur, sin kompetence og egnethed til at fungere som øverste leder.
 Ansigtsudtryk fra den tredje præsidentkandidatdebat inden valget, en debat som fokuserede på mellemøstpolitikken. |
Emnet Libyen var Romneys store overraskelse og misbrugte mulighed. Da han fik stillet et diplomatisk spørgsmål om de fejl, som blev begået i kølvandet på angrebet i Benghazi den 11. sept. 2012, talte han om bedre uddannelse, ligestilling mellem kønnene og andre agtværdige mål – men ignorerede muligheden for at fastslå, at Obama-regeringen ikke blot er uduelig, men tillige kaster sig ud i digt og opspind. Mest pinefuldt var det, at Romney lykønskede Obama for at have fjernet Osama bin Laden uden at nævne, at dette har gjort begrænset gavn, eftersom Al-Qaeda stadig var i stand til at angribe og dræbe amerikanere i Benghazi.
Vedrørende den fremtidige politik kom Obama med nogle udtalelser om Iran, som var værd at bide mærke i: "Så længe jeg er præsident for USA, vil Iran ikke få kernevåben. … Et atombevæbnet Iran udgør en trussel mod vores nationale sikkerhed, og det udgør en trussel mod Israels nationale sikkerhed. … Vi vil benytte alle nødvendige muligheder for at sikre, at [iranerne] ikke får kernevåben." Besynderligt nok svarede Romney med et detaljeret handlingsprogram (så som at rejse tiltale mod Ahmedinejad under konventionen imod folkemord), men han fremsatte ikke tilsvarende hensigtserklæringer.
Ligesom senatorer der stemmer til venstre i seks år, men herefter indleder en kampagne som moderate i valgsæsonen, præsenterede Obama i denne og de andre debatter sig selv som helt anderledes end den præsident, han har været. En person, der ikke er velbevandret i hans ideologi og ikke kender hans ry, ville ikke opdage hans afsmag for et stærkt USA. Han lød som en nationalist, der fremsatte kraftfulde, patriotiske erklæringer ("Jeg havde sagt, at hvis jeg fik bin Laden på skudhold, ville jeg gribe chancen"), han var glat og veltalende og gav indtryk af afslappelse og fuld kontrol. Spørgsmålet er, hvor mange der lader sig narre af denne optræden?
