Romney styrer mod George W. Bush' mellemøst-politik

Mitt Romney holdt en i store træk udmærket tale i dag om Mellemøsten. Fornuftigt nok kritiserede han Obama-regeringens Benghazi-fup, dens tale om "fuldt dagslys" i forbindelse med Israel, dens slaphed over for Teheran og dens nedskæringer i militærbudgettet. Meget berettiget gav han udtryk for, at det er "på tide at skifte kurs i Mellemøsten."

Men tre spørgsmål bekymrer mig.

Mitt Romney, republikansk præsidentkandidat, taler på Virginia Military Institute den 8. okt. 2012.

For det første genlyder Romneys politiske ideer af de rosenrøde temaer fra George W. Bush' forfejlede politik i regionen. Fuld af optimisme vedrørende Afghanistan, Irak og "Palæstina" talte Bush et sprog, som i dag kan synes at stamme fra en anden verden. For næsten nøjagtigt ni år siden forudså han for eksempel "et frit Irak [som] vil være et eksempel på frihedens styrke overalt i Mellemøsten." Jeg øjner afskygninger af denne verdensfjerne indstilling i Romneys erklæring om, at Mellemøsten rummer "en kamp mellem frihed og tyranni, retfærdighed og undertrykkelse, håb og fortvivlelse," i hans målsætning om at opbygge demokratiske institutioner i Egypten og i hans drøm om "en demokratisk, blomstrende palæstinensisk stat levende i fred og sikkerhed side om side" med Israel. Her er tale om slogans, ikke seriøs politik.

For det andet undgår Romney, når man undtager hans henvisninger til angrebet i Benghazi, demonstrativt at nævne islam, islamisme eller jihad. I stedet refererer han til "terrorister, som bruger vold til at gennemtvinge deres egen mørke ideologi," idet han således undgår det egentlige emne og dermed indvarsler fremtidige problemer.

For det tredje bekymrer hans parathed til at springe ud i den syriske sump mig. For selvom man dårligt kan være uenig i Romneys opfordring til, at man "identificerer og organiserer de medlemmer af oppositionen, som deler vore værdier, og sørger for, at de får de våben, de behøver," så udgør disse venligtsindede medlemmer af oppositionen reelt kun et luset fåtal. I virkeligheden er Romney rede til at bevæbne de tyrkisk-allierede islamister, hvilket på længere sigt forekommer endnu mere skræmmende end det iransk-allierede Assad-regime, som i dag er ved magten.

Når først Romney har indtaget embedet, håber jeg, at han vil ryste GWB-æraens illusioner af sig, ikke gentage dem.