Vil Mellemøsten miste sin betydning?

I en provokerende og velskrevet artikel i juli/august-nummeret af National Interest, "The Fading Arab Oil Empire" [Det hendøende arabiske olieimperium], hævder Paul D. Miller, assisterende professor ved studier i international sikkerhed ved National Defense University, at

Mellemøstens geostrategiske betydning er stærkt overdrevet. Regionen har hovedsagelig betydning for USA på grund af dens indflydelse på verdens oliemarked, men den indflydelse har oplevet en endegyldig nedgang i en hel generation, et faktum som ganske har undgået de udenlandske iagttageres opmærksomhed.

Paul D. Miller, assisterende professor ved studier i international sikkerhed ved National Defense University.

Han går videre med et fornuftigt argument om, at olien bliver mindre betydningsfuld og Mellemøsten mister sin relative fordel i kraft af olieproduktionen, og konkluderer heraf, at

Om to årtier eller deromkring vil det globale oliemarked og Mellemøstens geopolitiske indflydelse være dramatisk anderledes end i dag. … Betydningen af denne udvikling kan ikke overvurderes. Der vil ske en tektonisk ændring i den geopolitiske magtbalance, en strategisk kardinaludvikling næsten lige så betydningsfuld som Sovjetunionens fald. Der er tale om et slow-motion-kollaps for Mellemøstens olieimperium.

Dette betyder for Miller, at Washington

kan og bør begynde at tilpasse sin udenrigspolitik, så den kommer til at afspejle denne virkelighed. Man kan med større sindsro betragte de særskilte regimers opståen og fald i hele Mellemøsten og Nordafrika. … Den ændrede virkelighed for verdens energimarked betyder ikke, at USA kan eller bør ignorere Mellemøsten. Israels sikkerhed og Irans adfærd vil helt sikkert fastholde regionen i fokus for politikernes opmærksomhed. Men set i et globalt perspektiv har USA flere og større interesser på spil i andre regioner i verden—især Europa og Asien—end i Mellemøsten.

Denne påstand afkræftes af flere forskellige forhold. For det første er selve forsiden på juli/august-nummeret af National Interest, med et iturevet flag og overskriften på en ledende artikel, "Requiem for the Two-State Promise: Israel Tightens Its Grip on the Occupied Lands," [Rekviem for to-statsløftet: Israel strammer grebet om besatte landområder] en negation i forhold til Millers pointe. De flammende lidenskaber i forbindelse med den arabisk-israelske konflikt har ikke meget at gøre med olie. De anti-zionistiske kræfter, som samledes i Durban i 2001, og pro-Israel-kræfterne, som hvert forår samles på AIPAC's politiske konference, bruger så godt som nul procent af deres opmærksomhed på olie, gas eller andre kulbrinter.

For det andet udgør islamismen, som er den eneste nulevende dynamiske, utopiske og totalitære ideologi i verden, og som hovedsagelig har sit udspring i Mellemøsten, en civilisatorisk fare, der kun til en vis grad er forbundet med olie (islamismens tiltrækning vil sandsynligvis dale i takt med indtægterne).

For det tredje vrimler denne region, som er placeret midt i den beboede verdens hjerte, med farer, herunder tyranni, vold, masseødelæggelsesvåben og krig. Disse forhold påvirker alt lige fra sejlrutesikkerhed og flygtningeimmigranter til hjemlige sikkerhedsforanstaltninger (gå en tur rundt om Det Hvide Hus og få en levende demonstration af disse). Kun i Mellemøsten er hele lande truet af udslettelse. Flere lande er nedsunket i anarki, heriblandt Afghanistan, Irak, Libanon, Somalia og Libyen.

Af disse årsager tvivler jeg på, at der vil blive lyttet til Millers råd om, at amerikanske politikere "med større sindsro [kan] betragte de særskilte regimers opståen og fald i hele Mellemøsten og Nordafrika…" sådan lige med det første.