Den islamistiske ødelæggelse, som er i gang i Timbuktu (herunder Sidi Mahmoudous gravsted, d. 955, og dørene ind til Sidi Yahya-moskeen, ca. 1400), rejser følgende spørgsmål: Hvad er det ved islam, som så ofte vender dens tilhængere mod deres egen arv? Tænk på følgende eksempler:
 Dørene ind til Sidi Yahya-moskeen, bygget ca. 1400, som først skulle åbnes i de sidste tider, bliver i dag smadret af islamister. |
- Ødelæggelsen af hindu-templer i Middelalderens Indien.
- Mamlukkernes brug af den store sphinx i Egypten som skydeskive og den store pyramide som stenbrud.
- Tyrkernes ødelæggelse af kirker i det nordlige Cypern siden 1974.
- Saudiernes ødelæggelse af fortidsminder i Mekka siden 1990'erne.
- Palæstinensernes plyndring af Josefs grav i 2000.
- Talibans ødelæggelse af Bamiyan-buddhaen i 2001.
- Al-Qaedas bombning af Ghriba-synagogen i Tunesien i 2002.
- Plyndringen af irakiske museer, biblioteker og arkiver i 2003.
- Ødelæggelsen af et historisk malaysisk hindu-tempel i 2006.
- Ødelæggelsen af L'Institut d'Égypte i 2011.
Desuden mangler nogle intentioner om at ødelægge fortidsminder (Khomeini overvejede at rasere Persepolis, en stormufti i Egypten nedlagde forbud mod at udstille statuer) endnu at blive realiserede. (På den anden side synes fortællingen om muslimernes afbrænding af det ældgamle bibliotek i Alexandria at være opdigtet.)
Skønt disse eksempler indeholder både ikke-muslimske og muslimske kulturgenstande, er motiverne forskellige i de to tilfælde: fjernelse af de vantros overleveringer fastslår islams overlegenhed, mens fjernelse af muslimske sådanne fastslår islamismens overlegenhed. I begge tilfælde er motivet modbydeligt og resultaterne er, historisk set, tragiske.
 Islamister i færd med at ødelægge den flere hundrede år gamle Timbuktu-helligdom. |
