Min artikel i dag, "Hold jer ude af det syriske morads," har fremkaldt flere kommentarer. Her kommer nogle svar:
Jonathan Tobin skrev en gendrivelse på Commentary webloggen "Contentions." Kerneafsnittet lyder således:
Assads overlevelse vil ikke blot betyde flere syriske slagterier, men vil også være en kæmpe sejr for hans iranske allierede, som vil styrke deres position enormt. På den ene eller den anden måde er Vesten nødt til at forhindre, at dette sker. Grundene til ikke at gøre noget ved Syrien ligner dem til ikke at gøre noget ved den iranske atomtrussel. Følgerne af en indgriben vil være rodede og formentlig forfærdelige. Men alternativet er langt værre.
Mit svar: Ja, Assads overlevelse vil være en fjer i hatten for mullaherne i Teheran, men (1) det vil næppe ske og (2) udsigten til et nyt, aggressivt islamistisk regime siddende i Damaskus får mig ikke til at ønske at hjælpe det med at komme til magten. Både det og Assad er, for at bruge Tobins ord, "forfærdelige."
Når det nu forholder sig sådan, så er det bedre, med mindre de vestlige magter er indstillede på at gennemtvinge deres egen dagsorden i Syrien, at stå ved sidelinjen og ikke være ansvarlig for det, der kommer til at ske, bedre ikke på nogen måde at være moralsk impliceret i nogen af parternes handlinger. Desuden, og det er ikke helt ubetydeligt: når begge parter har morderiske hensigter over for os, hvorfor så bringe amerikanske liv i fare?
En læser, Jim Evans, skriver i National Review Online, at "Mr. Pipes glemmer at nævne, at de kristne, som udgør 10% af den syriske befolkning eller omkring to millioner kristne … generelt enten støtter Assad eller ikke ønsker terroristernes vold. ... Ja, Assad er en diktator, men at dræbe uskyldige kristne kvinder og børn er umoralsk." Mit svar: Det er korrekt, at jeg ikke nævnte de syriske kristne eller andre minoriteter, som alle er bragt i endnu større fare på grund af islamisternes fremgang. Men uanset hvor bekymret jeg er for deres velfærd, så mener jeg ikke, at deres knibe berettiger til en amerikansk støttet intervention.
Yderligere to argumenter vedrørende det almene spørgsmål om humanitær intervention: Ligesom Max Boot og Michael O'Hanlon mener jeg, at den amerikanske regering bør danne en fremmedlegion; for mig ligger den største fordel herved i, at det giver Washington mulighed for at udsende styrker til humanitære formål uden at frygte, at det vil give bagslag på grund af tabstallene. Når det er sagt, så bør denne legion udsendes til de allerværste humanitære kriser – som måske slet ikke ville omfatte Syrien, men snarere fejlslagne stater som Somalia, Chad, Sudan og Den Demokratiske Republik Congo. (Hvor mange af læserne er klar over, at mere end 5 millioner skønnes at være blevet dræbt i årene 1998-2007 i Den Demokratiske Republik Congo på grund af borgerkrig i dette land?)
En læser mener (i en privat skrivelse til mig), at et samarbejde med Syriens fremtidige ledere vil vinde deres taknemlighed og forbedre de fremtidige relationer til dem. Mit svar: Meget stor skepsis. Husk hvad der skete i løbet af få dage efter omstyrtelsen af Saddam Hussein. Her er, hvordan jeg beskrev følelserne dengang:
Tusindvis af irakiske shi'itter messede "Nej til Amerika, Nej til Saddam, Ja til islam" for et par dage siden under pilgrimfærdens ritualer i den hellige by Karbala. Et stigende antal irakere synes at tilslutte sig disse følelser. Det har meget store konsekvenser for koalitionsstyrkerne. Taknemlighed for befrielse har sædvanligvis en meget kort holdbarhed, og Irak vil ikke være nogen undtagelse. Som en midaldrende fabriksbestyrer udtrykte det: "Tak til jer amerikanere. Men nu har vi ikke brug for, at nogen bliver hængende her længere."
På samme måde vil taknemligheden i Syrien være kortvarig og overfladisk.
"stranchan" erklærer på DanielPipes.org at "en vis form for ikke-politisk indgriben burde iværksættes for at hjælpe med at redde livet for de stakkels mennesker." Mit svar: Ja, humanitær hjælp (men ikke af den slags vi så i Libyen) er en god idé, såsom mad, telte og medicin.
