Syrien: Argument for amerikansk ikke-handling

Nogle tanker vedrørende USA's politik over for Syrien, foranlediget af det netop afsluttede "Friends of Syria-møde" i Tunesien:

De Forenede Arabiske Emiraters udenrigsminister Sheikh Abdullah bin Zayed al-Nahya, den britiske udenrigsminister William Hague og USA's udenrigsminister Hillary Clinton under konferencen "Friends of Syria".

Siden afslutningen på den kolde krig har mange amerikanere haft følelsen af at være så stærke, at de ikke behøver at tænke på deres egen sikkerhed, men har råd til at fokusere på andres umiddelbare humanitære behov. Dette fører til en sentimental amerikansk udenrigspolitik med "krig som socialt arbejde," hvor velfærden blandt folkeslag med et erkendt jammerligt ry som amerikanske allierede (afghanere, irakere, libyere, syrere) kan vægte tungere end nationale interesser. Faktisk afviger amerikanske interesser ofte fra de mellemøstlige befolkningers. For eksempel, som jeg udtrykte det for seks år siden: "Når sunni-muslimske terrorister retter skytset mod shiitter og vice-versa, er det mindre sandsynligt, at ikke-muslimer bliver skadet."

Idet jeg anlægger ovennævnte synsvinkel på krisen i Syrien: Det er godt nyt, at det afskyelige Assad-dynasti går mod sin afslutning. Hellere "den djævel, vi ikke kender", end mere af et totalitært regime, som undertrykker sin befolkning, truer sine naboer og yder afgørende hjælp til mullaherne i Teheran.

Når det er sagt, så foretrækker jeg en amerikansk politik præget af ikke-handling, at lade begivenhederne forløbe som de nu vil i Syrien. Når regimet og dets modstandere slås:

• Desto færre problemer skaber regimet for sine naboer.
• Desto større mulighed til iranerne for at lade sig inspirere og gøre oprør mod deres herskere.
• Desto vredere bliver sunni-araberne på Teheran. Som Syrien-kommentatoren Gary Gambill udtrykker det: "Hvad er der galt med en status quo, hvor Iran er lænket til et syrisk lig?"
• Desto vredere bliver de på Moskva og Peking.

Desuden vil omstyrtelsen af Assad-regimet ikke automatisk bringe landets borgerkrig til ophør. Det er mere sandsynligt, at det vil vende dynamikken om og føre til, at alawier og andre oprørere derefter slås mod et sunni-islamistisk regime.

Man kan være enig eller uenig i detaljerne, men amerikanerne bør anskue Syrien strategisk og prioritere deres egen sikkerhed i en farefuld verden.