1. De naive forudsigelser af demokrati inden for et år viste sig at være lige så tåbelige, som de dengang forekom. I stedet demonstrerer en magtsulten militær ledelse, at den vil gøre det nødvendige, uanset hvad, for at blive siddende i sadlen.
2. Den egentlige handling har vi endnu til gode. Det syriske regimes fald forekommer uomgængeligt og det kan få destabiliserende efterdønninger i Mellemøstens vigtigste land, Iran.
3. Man skal ikke forveksle de arabiske regimer med de arabiske folk. Et af mine bestandige temaer har i årevis været, at "hvis man er pro-arabisk, må man være modstander af de arabiske regimer." Begivenhederne i Libyen og Syrien har eftertrykkeligt understreget dette.
4. Realpolitik-regimerne i Moskva og Peking vil komme til at betale en pris for at have bakket op om politistaterne, især den syriske. Ligeledes har det ynkelige, tyrkiske, udenrigspolitiske slogan om "nul problemer" vist sig at betyde nul problemer med politistater.
5. Islamisterne er i gang med at videreføre den ældgamle mellemøstlige vane med at splittes netop som de har succes: Det Muslimske Broderskab og salafisterne har svært ved at samarbejde i Egypten. Hamas praler nu af Haniyeh- og Meshaal-fraktionerne. Når islamisterne tager over i Damaskus, vil de bryde med Den Islamiske Republik Iran. Ankara og Teheran er ofte på kant med hinanden.
6. Her kommer min yndlingskonstatering, når jeg skal opsummere det seneste års indviklede foreteelser: IDF [de israelske forsvarsstyrker] har forberedt humanitær hjælp til syriske flygtninge i en bufferzone mellem syrisk og israelsk kontrolleret territorium, herunder tusinder fra den regerende alawit-sekt, hvilket har fået Israels stabschef, generalløjtnant Benny Gantz, til at gruble: "Jeg er ikke sikker på, at alle alawitterne vil løbe i retning af Israel," men mange vil gøre det.
