Flytning af Mujahedeen-e Khalq i Irak

Tragedien lurer, idet de irakiske myndigheder truer med, at de den 30. april tvangsmæssigt vil smide 3.400 iranere, som er medlemmer af Mujahedeen-e Khalq, ud af landet. MeK's medlemmer frygter med rette for deres liv, såfremt de skubbes over grænsen, for det iranske regime anser medlemskab af MeK for kriminelt og afskyr organisationen, som er dets svorne fjende.

Camp Liberty, set fra luften i 2009.

Lidt af baggrunden: Saddam Hussein allierede sig med MeK (også kendt som People's Mujahedeen Organization of Iran, eller PMOI [Folkets Mujahedeen Organisation i Iran]) imod deres fælles fjende i Teheran. Efter den amerikansk ledede sejr i Irak i 2003 fik de medlemmer af MeK, som levede i Irak, status af "beskyttede personer" og indgik dermed i et politisk limbo som hverken ven eller fjende af besættelsesmagterne. Med den gradvise tilbagetrækning af de amerikanske tropper og de tiltagende nære forbindelser mellem den irakiske og den iranske regering blev MeK's situation forværret indtil det punkt, hvor irakiske tropper i april 2011 angreb Camp Ashraf, organisationens irakiske hjemsted siden 1986, og dræbte 34 mennesker og sårede 325.

Mere kølige temperamenter overtog dog efter denne farlige opblussen. Med den amerikanske regerings godkendelse underskrev Baghdad en aftale, Memorandum of Understanding (MoU), med FN i december 2011. Heri forpligtede den irakiske regering sig til at overføre beboerne i Camp Ashraf (nu omdøbt til Camp New Iraq) til en midlertidig transitlejr, hvor FN's højkommissariat for flygtninge (UNHCR) skulle indlede processen med at overføre MeK's medlemmer i Irak til flygtningestatus, et nødvendigt første skridt til at forflytte dem ud af Irak.

Til den ende forlod godt 400 MeK-medlemmer frivilligt Camp Ashraf den 18. feb. og flyttede til Camp Liberty, en tidligere amerikansk militærbase. Deres forflyttelse var imidlertid skæmmet af trusler fra irakiske styrker, chikane fra elementer i Irans Islamiske Revolutionsgarde, samt ugæstfri levevilkår og konstant politiovervågning inde i selve Camp Liberty.

Dette forløb sår tvivl om den irakiske regerings hensigter og skaber en bekymrende præcedens. Desuden eksisterer der ingen klar fornemmelse af, hvordan alle MeK's medlemmer kan overføres til flygtningestatus inden for de kommende to måneder, for slet ikke at tale om deres endegyldige forflyttelsesmål uden for enten Irak eller Iran.

Her følger nogle praktiske råd til Washington, som ikke bør svigte den organisation, der er mest frygtet af tyrannerne i Teheran:

• Skab en kontaktgruppe sammen med UNHCR, den irakiske regering og repræsentanter fra MeK for at beskytte de MeK-medlemmer, som forlader Camp Ashraf, sådan som man enedes om i det nævnte memorandum [MoU] fra december.
• Læg pres på UNHCR for at få dem til at foretage overførelsen til flygtningestatus hurtigt.
• Fjern det uberettigede terrorist-mærkat fra MeK, sådan som EU allerede har gjort det. Hverken regeringsmæssige eller private kilder viser nogen tegn på, at MeK er indblandet i terroraktiviteter eller besidder evnen eller intentionen herom. Den tvivlsomme "terrorist"-betegnelse har imidlertid konsekvenser ude i den faktiske verden. Iraks premierminister Nouri Maliki har for eksempel knyttet den dårlige behandling af iranske dissidenter til MeK's betegnelse som terrorgruppe; og terrorist-mærkatet får forståeligt nok tredjepartslande til at vægre sig mod at genbosætte MeK-medlemmer.
• Søg efter kulturelt tilsvarende værter for MeK's medlemmer; måske persisk-talende lande (såsom Tadsjikistan eller Afghanistan) eller muslimske mellemøstlige lande, som er fjendtligt indstillede over for Irans Islamiske Republik (såsom Saudi Arabien eller småstaterne ved Den Persiske Golf).

Disse skridt giver mulighed for at flytte MeK's medlemmer og forebygge en stærkt truende menneskelig tragedie inden den ildevarslende deadline den 30. april.