På denne dag for et år siden slog politibetjent Fadiya Hamdi frugthandler Mohammed Bouazizi i ansigtet i den lille tunesiske by Sidi Bouzid og startede dermed de opstande, som fik tre arabiske tilsyneladende livstidsdiktatorer til at miste magten: Ben Ali i Tunesien trak sig den 14. januar, Mubarak i Egypten trak sig den 11. februar og Qaddafi i Libyen blev dræbt den 20. oktober. (Desuden trak Saleh i Yemen sig tilbage den 23. november, men det synes snarere at have været et kneb for at fastholde magten end en egentlig afgang fra magten.)
Tre bemærkninger til dette slag: For det første vækker det mindelser om den berømte flueviftehændelse (fransk: le coup d'éventail) i nabolandet Algeriet den 29. april 1827, hvor dey'en (den osmanniske regent i regionen) i Algier, Hussein ben Hassan, ramte den franske konsul, Pierre Deval, med sin fluevifte. Den franske regering udnyttede denne episode til at gå videre og erobre hele Algeriet over de næste tre år og blev der i yderligere 132 år. Selvom det skal indrømmes, at flueviften var en fabrikeret hændelse og slaget for et år siden var ægte – så er ligheden alligevel slående.
 Anonym, Le coup d'éventail, 1827. |
For det andet bekræfter slaget sommerfugleeffekten – en idé, der går tilbage til et akademisk skrift i 1972 ved Edward Lorenz, professor ved Massachusetts Institute of Technology, "Kan slaget fra en sommerfuglevinge i Brasilien fremkalde en tornado i Texas?" om at en ganske lille, fjern handling kan få betydningsfulde og uforudsigelige følger.
For det tredje bør det seneste års begivenheder for evigt afkræfte påstanden om, at muslimer er fatalistiske. Som jeg i 1983 bemærkede om den præ-moderne tilværelse: "Selvom der ofte blev henført til de muslimske undersåtter med det arabiske udtryk ra'iya (vogtet flok), indikerende disses passivitet, så ville det være mere passende at betragte dem som kvæg, der normalt var fredsommeligt og tilfreds, men til tider vendte sig imod autoriteterne og bissede dem på vild flugt. Forkastelse af den [traditionelle orden] indfandt sig sjældent, sædvanligvis kun i øjeblikke præget af ekstrem krise, men ofte nok til at holde de muslimske regenter bekymrede." Disse regenter bør bestemt ikke undervurdere deres massers eksplosivitet.
