At Gilad Schalit er blevet frigivet efter fem års fangenskab hos Hamas glæder enhver, der så den israelske soldat blive genforenet med sine forældre og den begejstrede velkomst, han modtog fra sine landsmænd. Det minder os også om det israelske forsvars ædle målsætning om at gøre alt, hvad det kan for at værne og støtte sine folk.
Men glæden kølnes af statsførelsens bitre realiteter. For det første giver udvekslingen af én israelsk soldat for 1.027 arabere, hvoraf 477 er dømte terrorister, et kolossalt incitament for tilfangetagelse af endnu flere israelske soldater. For det andet giver udvekslingen hundreder af terrorister friheden, hvor de kan genoptage deres onde gerninger og rette skytset ikke bare mod israelere, men mod civiliserede befolkninger overalt.
Denne udveksling peger på en sentimentalisering af strategien. Ledere, som sætter hensynet til én person over landets interesser, forråder deres mandat og forgifter dets fremtid. Israelske politikere har foretaget disse skæve byttehandler siden 1982; mere end ti tusind palæstinensere som afsonede fængselsdomme for terroraktiviteter eller andre fjendtlige handlinger. Hver gang de gør det, svigter de principperne og den sunde fornuft til fordel for kortsigtede fordele. Det tjener dem til skam.
