Angrebet på Israels ambassade i Cairo

Vestlige diplomater og journalister faldt for Stalins skueprocesser, men lærte efterhånden ikke at tage udviklinger i Sovjetunionen for pålydende. I Sovjetunionens senere år ville man være gået ud fra, at en menneskemængdes angreb på en udenlandsk ambassade var statsligt godkendt.

Andre autokrater benytter lignende tricks og illusioner. Faktisk er det ofte nyttigt at tænke på U.S.S.R., hvis man vil prøve at forstå tyrannier. Dette var især tilfældet ved begivenhederne den 9. sep., hvor en pøbel angreb den israelske ambassade i Cairo.

Tilsyneladende: Angriberne havde deltaget i en demonstration ved de liberale/sekulære på Tahrir-pladsen, så de liberale stod bag angrebet. Eller måske var det islamisterne. Under alle omstændigheder, efter nogen tøven beskyttede det militære regime, ledet af Mohamed Tantawi, ambassadens personale og reddede dagen uden tilskadekomne, selvom ambassaden selv blev smadret. Konklusion: ligesom Vesten behøvede Mubarak, behøver det Tantawi til at afparere islamisterne.

I virkeligheden: Lidt baggrund: Da en ung egypter klatrede op på den bygning, som husede den israelske ambassade, og ombyttede det israelske flag med et egyptisk den 21. august 2011, reagerede regimet ved at fejre hans bedrift og forære ham en gratis lejlighed.

Situationsbillede af bevæbnede bøller, som forlader et af sikkerhedstjenestens køretøjer for at slutte sig til en liberal/sekulær demonstration på Tahrir-pladsen, Cairo, den 8. sep. 2011.

Den 9. sep. bemærkede de liberale, som var forsamlede på Tahrir-pladsen, nogle bisseagtige grupper, som steg ud af nogle køretøjer fra sikkerhedstjenesten, og de blev bekymrede for, om disse knippelsvingende bøller ville angribe dem. Lidet anede de liberale, at de selv tjente som dække for, at disse bøller vandrede hen til den israelske ambassadebygning og angreb denne. Politiet og hæren holdt sig mistænkeligt borte og lod ambassaden være uden sikkerhedsbeskyttelse i flere timer, antagelig fordi de havde fået besked på at lade disse bøller angribe. Omsider, og først da situationen truede med at komme ud af kontrol, greb regimet ind.

Hvilket strålende skridt dette var af den militære ledelse, et skridt hvormed den opnåede ikke mindre end syv ting.

• Angrebets anti-zionistiske karakter gav det militære regime de hjemlige islamisters støtte.
• Det miskrediterede de liberale demonstranter.
• Det tillod militæret at besejre dets interne rival, premierministeren, som antydet af hans prompte afgang, efterfulgt at en forlegen tilbagevenden.
• Det retfærdiggjorde den mulige tilbagevenden til militært styre, mere fuldkomment end det der blev indført af Sadat i 1981, således som det blev antydet af informationsminister Osama Heikal, som udtalte på tv, at myndighederne vil bringe hele undtagelsesloven i anvendelse.
• Det lagde pres på Israel med hensyn til at give flere indrømmelser til Egypten.
• Det fremmede Tantawis stilling i arabiske/muslimske lande.
• Det mindede Vesten om, at det har brug for Tantawi til at afparere islamisterne.

Kommentar: Dette lille skuespil bekræfter, at militæret stadig regerer Egypten, og at det benytter sig af de velkendte former for vildledende taktik, mens de liberale og islamisterne stadig spiller en underordnet rolle, sådan som de har gjort lige siden 1952.