Første runde af oprørene i Mellemøsten bestod af nogle forunderligt parallelle coups d'état [statskup] i Tunesien og Egypten. Begge steder fik demonstrationer i gaderne det sikkerhedsmæssige/militære establishment til at skille sig af med en grådig, upopulær præsident. Begivenhederne gik så hurtigt, fordi mødt med afvisning fra deres egen institutionelle magtbase havde præsidenterne Ben Ali og Mubarak ikke andet valg end at gå af. De blev hurtigt erstattet af en anden sikkerheds-/militær leder, som bevarede størsteparten af regeringens institutioner, fremgangsmetoder og politik. Hverken liberale eller islamister gjorde den store forskel gennem det følgende halve år.
Anden omgang består af en næsten sikker omstyrtelse af Qaddafi-regimet i Libyen og den sandsynlige omstyrtelse af Assad-dynastiet i Syrien samt af Saleh-regimet i Yemen. I alle tre tilfælde er der en revolution på vej. Hvis disse ledere falder, så falder institutionerne for deres styre også, hvilket vil føre til kaos og den eventuelle dannelse af en helt ny regering. I Syriens og Yemens tilfælde kan der meget vel komme til helt at mangle en effektiv centralregering, men ske en decentralisering af magten ud på regioner, etniske grupperinger, ideologiske grupper eller stammer.
Med andre ord, anden runde får større konsekvenser end første. Desuden er de fem ovennævnte stater måske ikke de eneste, der er i spil. Algeriet og Jordan kunne undergå tilsvarende processer præget af oprør og revolution. Plus, at en mindre gnist, der rammer ind i de undertrykte opstande fra 2009, vil kunne starte en kæmpebrand i Iran, Mellemøstens mest ødelæggende stat.
Der kan endda følge en tredje runde bestående af regionale sammenbrud. De primære kandidater her inkluderer Saudi-Arabien, Irak og Tyrkiet.
Kort sagt, vi står måske blot ved begyndelsen på et vildt stormridt gennem verdens mest lunefulde region.
