Mange er rede til at feste over den hadede, excentriske og hæslige Mu'ammar al-Qaddafis politiske afgang, her hvor oprørstropperne går ind i Tripoli. Jeg fester ikke. Her er grunden:
NATOs indgriben i marts 2011 blev udført uden passende omhu for, hvem der sad i Benghazi, som man hjalp. Endnu i dag er deres identitet et mysterium. Der er store chancer for, at islamistiske kræfter skjuler sig bag de mere venligtsindede elementer og blot venter på det rette øjeblik til at slå til, sådan som det stort set skete i Iran i 1978-79, hvor islamisterne ikke tydeliggjorde deres styrke endsige deres program, før shahen var vel afsat. Skulle dette blive tilfældet i Libyen i dag, så vil den elendige Qaddafi vise sig at have været meget bedre end hans efterfølgere, både for libyerne, der var ofre for hans tyranni, og for Vesten.
Jeg håber, at jeg tager fejl, og at oprørerne er moderne og frisindede. Men jeg frygter for, at et udsigtsløst despoti skal blive erstattet af agenter for en verdensomspændende, ideologisk bevægelse. Jeg frygter for, at de vestlige styrker har bragt civilisationens værste fjender til magten.
