Ved at indsætte styrker mod Libyen på vegne af oprørerne, der har base i Cyrenaica, uden helt at vide hvem de er, hvad de tror på eller hvilken type regering de vil indsætte, hvis de får magten, gjorde de NATO- allierede noget hidtil uset i marts 2011.
Dette uansvarlige forehavende betyder, at vestlige styrker har indladt sig på et besynderligt hasardspil: Mu'ammar al-Qaddafi er måske nok et uhyre, men han er i det mindste et isoleret uhyre, der kun kan volde beskeden skade på amerikanske interesser. Flokken i Cyrenaica kan være islamister og kan i så fald påføre de selvsamme interesser langt større skade.
Eftersom vi ved så lidt, vil jeg foreslå en utraditionel politik, som kan give mening i denne usædvanlige situation: Undlade at forsøge at tvinge Qaddafi fra magten, men lade ham overleve som regent i Tripolitania (og Fezzan), mens man holder ham ude af Cyrenaica. Med andre ord, lad der være to gange Libyen, den ene med base i Tripoli, den anden i Benghazi, den ene regeret af Qaddafi og den anden styret af hans modstandere.
Med tiden vil vi kunne se, hvilken af disse to der er den bedste. Når vi er nået frem til en vurdering, kan vi hjælpe den bedste udgave af Libyen med at bekæmpe den dårligste og hjælpe den med at overtage hele landet.
Jeg indrømmer, at her er tale om en ualmindelig politik, for ikke at sige en politik, som går direkte imod den aktuelle amerikanske politik med at ville afsætte Qaddafi, men NATO's inkompetente, amatøragtige, følelsesladede og ustrategiske politik presser os i en ualmindelig retning.
