Jeg forudså for få uger siden, at de arabiske omvæltninger kunne inspirere palæstinenserne til at "fravælge krigsførelse og terrorisme til fordel for ikke-voldelig politisk handling. Det kunne omhandle massive ikke-voldelige demonstrationer såsom marcher mod israelske byer, grænser og checkpoints."
Lige til tiden, på det palæstinenserne kalder for "Nakba Day" og som er en afvisning af at Israel opnåede selvstændighed den 15. maj 1948, fandt der i dag nogle masseaktiviteter sted på en koordineret og hidtil uset måde. En overskrift i New York Times opsummerer rammende begivenhederne: "Israel støder sammen med demonstranter på fire grænser," nemlig grænserne til Libanon, Syrien, Vestbredden og Gaza.
Blandt disse fire er demonstrationen i de normalt rolige Golanhøjder mest markant. Ifølge Joel Greenberg fra Washington Post,
Den mest alvorlige hændelse fandt sted på grænsen mellem Syrien og de besatte Golanhøjder, hvor tusindvis af demonstranter samledes på den syriske side og flere hundrede strømmede ind i det israelsk beherskede område efter at have trampet grænsehegnet ned. Snesevise fandt vej ind i den [israelsk kontrollerede] drusiske landsby Majdal Shams og samledes på det centrale torv, hvor de hejste palæstinensiske flag.
Men som de palæstinensere de er, kunne de ikke lade være med at gribe til vold, hvorved de måske undergravede deres egen bestræbelse. Ifølge en beretning i Yedi'ot Aharonot trampede syrerne grænsehegnet ned, kastede sten mod de israelske soldater, sårede ti og forlod Israel tidligt om morgenen med råbet "Vi vender tilbage" og under de lokale indbyggeres applaus.
At syriske individer i større antal krydser grænsen til Golanhøjderne uden israelsk tilladelse er (såvidt jeg ved) aldrig sket før. Og i det totalitære Syrien kræver denne form for begivenhed selvfølgelig regeringens billigelse. Selvom man kan tilskrive denne protest til Damaskus' ønske om at fjerne opmærksomheden fra egne interne problemer, passer det også ind i et større billede.
Danny Danon, førende Likud-politiker, har beskrevet denne firesidede udfordring som en øvelse forud for september, hvor Det Palæstinensiske Selvstyre forventer, at FN's generalforsamling erklærer et selvstændigt "Palæstina." Jeg vil gå videre og forudsige, at denne blanding af civil ulydighed og mildere voldsanvendelse vil blive palæstinensernes foretrukne taktik en rum tid fremover. Jeg forudser også, at den vil mislykkes, såfremt den som i dag resulterer i dødsofre. Men den kan virkelig skade Israel, hvis det lykkes dens ledelse at holde grupperne ikke-voldelige.
Noget nyt: Syrere klatrer over grænsehegnet for at komme ind i Golanhøjderne den 15. maj 2011. |