Obama versus Netanyahu, tredje runde

Barack Obama har holdt to vigtige politiske taler om Mellemøsten hurtigt efter hinanden, den 19. maj og 22. maj; og selvom han behandlede flere mellemøstlige emner, fik afsnittet om den arabisk-israelske konflikt broderparten af opmærksomheden. Kommentatorer og politikere, som bekymrer sig om Mellemøstens eneste demokratiske land (ja, jeg benytter denne formulering, nu hvor Tyrkiet er under AKP's kontrol), har skånselsløst kritiseret Obama og oplever Israel være i stor fare. Tidligere formand for Repræsentanternes Hus Newt Gingrich kaldte f.eks. talen for "en katastrofe" og sagde, at Obama i virkeligheden bad Israel om "at begå selvmord."

Jeg opfatter situationen mere positiv for Israel. Min tankegang:

Det er tredje gang Obama umotiveret, uprovokeret og ensidigt vælger at gå i clinch med Israel. De to tidligere fandt sted i maj 2009 og marts 2010: i det første tilfælde erklærede den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton, at der ikke måtte opføres israelsk byggeri end ikke i det østlige Jerusalem, og i det andet blev vicepræsident Joe Biden (fingeret?) rasende, da et sådant byggeri faktisk fandt sted.

I alle tre tilfælde hvilede striden på et sekundært spørgsmål, som kun få havde fokuseret på – israelsk byggeri i de to første situationer og våbenhvilelinjen fra den 4. juni 1967 som basis for en varig grænseaftale – indtil Obama gjorde dem til overskrifter.

Obamas valg af clinch førte i alle tre tilfælde til en øjeblikkelig skærpelse af stillingen hos både israelere og palæstinensere. Israelerne trak sig, sårede og uvillige til at komme med indrømmelser, mens palæstinenserne føjede Obamas krav, Jerusalem og linjen fra 1967, til deres foretrukne liste over krav til Israel.

Netanyahu (tv) og Obama i en mere munter tid, juli 2010.

Da Obama indså sin fejl – de israelske regeringer er mere villige til at fremsætte indrømmelser, når forholdet til Washington er stærkt, og palæstinenserne skal presses, ikke pusles om – krøb han tilbage til den israelske premierminister og spillede flink, som om intet var hændt. Dette er allerede sket to gange før, i september 2009 og juli 2010. Washington Posts Dana Milbank brugte et vist frisprog til at skildre sidstnævnte episode, idet hun beskrev en "slået og ydmyget" Obama i et Hvidt Hus stå og vifte med "overgivelsens hvide flag."

Jeg forudser, at en "slået og ydmyget" Obama vil fortryde sin dårligt valgt strid om 1967-linjen og, såfremt han følger sit tidligere mønster, kommer krybende tilbage til premierministeren om godt og vel fire måneder eller til september 2011.

Konklusion: Eftersom jeg er imod arabisk-israelske forhandlinger, mens der er en krig på vej, og imod Obamas præsidentpost, trøster jeg mig med, at han forkludrer både diplomati og politik. På den måde er det mindre sandsynligt, at Israel vil foretage flere kontraproduktive "smertelige indrømmelser" og at Obama, nu hvor en gruppe af tidligere Obama-støtter forlader ham, har skadet sine egne muligheder for genvalg.