Flere punkter fyldte for meget til at indgå i min klumme i dag, "Slut på styret i Syrien?," så jeg vedføjer dem her:
(1) Titlen minder bevidst om en titel i magasinet Foreign Policy fra sommeren 1980, "Dateline Syria: Fin de Régime?" Ja, jeg ved det: Stanley F. Reed III er tyvstartet med (mindst) 31 år, men det skal ikke afholde mig fra at gentage hans skinforudsigelse af Assad'ernes afgang.
(2) Modsatrettede iranske og tyrkiske råd til Assad varsler om de store fremtidige forskelle mellem disse to islamistiske magter. Mens iranerne rådede Assad til med vold at undertrykke demonstranterne og faktisk hjalp ham med at gøre det, så var Recep Tayyip Erdoğans råd til Assad, at "en positiv reaktion på befolkningens mangeårige krav, sammen med en reformvenlig holdning, ville hjælpe Syrien med nemmere at overvinde problemerne." Han gik endda i detaljer: en avisrapport indikerer, at han opfordrede syrerne til "at øge effektiviteten i den offentlige service, sikre større gennemsigtighed i økonomi og offentligt tilsyn og begrænse sikkerhedsstyrkerne." (Det er ikke just de valg, jeg ville betone.) Modsætningerne mellem iransk og tyrkisk taktik peger på nogle lurende spændinger mellem islamist 1.0 og islamist 2.0-regimer.
(3) Assad-regeringen insisterer på, at demonstranterne i gaderne er salafier, eller voldelige islamister, og at den beskytter landet mod dem. Som en regeringsvenlig politiker har udtrykt det, så kan regimet ikke tillade, at "nogle personer udråber et salafi-emirat i Dara'a. Dette er ikke Afghanistan." Salafierne og andre islamister er så afgjort en stor fare i Mellemøsten, men ligesom i Libyen udgør de langt fra oppositionens drivende kraft.
(4) Vogue-magasinet er ufortrødent, ja endda udæskende med hensyn til sin elendige historie om Bashar al-Assads kone Asma. I et interview retfærdiggjorde Vogues ledende redaktør Chris Knutsen forherligelsen af tyranniet og forklarede:
Vi troede, at vi kunne åbne denne meget lukkede verden en ganske lille smule. … Artiklen var på ingen måde ment som et referendum vedrørende al-Assad-regimet. Den var et portræt af førstedamen. … For vore læsere er det en måde at åbne et vindue til denne verden en smule.
(5) Et førende medlem af Vestens Syrien-lobby, Patrick Seale, er tilsyneladende sprunget fra regimet. Han er blevet gift med en syrer, Rana Kabbani, der har udgivet en skarp artikel, "Fra tyrkerne til Assad: for os syrere er det altsammen brutale kolonialisme," som med sikkerhed har afsluttet Seale-forbindelsen til Damaskus. Et enkelt udpluk fra hendes ætsende analyse:
Det forskansede Assad-regime opfattes af så mange syrere som en indre kolonialisme, som i lighed med fortidens ydre kolonialisme har udplyndret dem og bombet dem og forhindret dem i at slutte sig til de frie folk i verden.
