Egyptens revolutionære dage i 1950-60'erne, hvor Gamal Abdel Nasser dominerede politikken i Mellemøsten ved at opildne de arabisktalende masser, dannede forbund med andre lande, påbegyndte krige, eksporterede ideologier og sange og manøvrerede behændigt mellem supermagterne, de tider er for længst ovre. Forhåbningerne fra 1970'erne er ligeledes forsvundet – Anwar El-Sadats økonomiske åbning, amerikansk alliance og en fredstraktat med Israel.
Egyptens turbulens fra de foregående tredive år afsluttedes, da Hosni Mubarak tiltrådte sit embede i 1981. Hans styre indledtes i en positiv og beroligende tone. Jeg kaldte ham for "Egyptens borgmester" i en anerkendelse af hans fokus på trafikale brobygninger og anden infrastruktur frem for på grandiose handlinger i form af krig og fred.
Men borgmesteren udviklede sig med tiden til en vordende farao. Hans ego voksede og hans undertrykkelse øgedes. Stagnationen satte ind. Dynastiske ambitioner slog rod. Selvom Mubaraks styre aldrig nåede de samme dybder af elendighed, som man fandt i nærtliggende lande som Syrien og Irak, så var det dog slemt nok med en næsten allestedsnærværende overvågning og alt for megen politibrutalitet.
Amerikanerne følte sig frastødt af dette tyranni, men det som Franklin D. Roosevelt så mindeværdigt er blevet citeret for at have sagt om en latinamerikansk diktator, "Han er en skiderik, men han er vores skiderik," det gjaldt også for Mubarak. Når de amerikanske politikere kiggede over havet på den egyptiske offentlige opinion, så fik de fjendtligheder som de så blandt Nasser-tilhængere og islamister, Mubarak til at virke god.
Og som årtierne skred frem stod Washington da på Mubaraks side og forsynede ham med drabelige hjælpesummer, som åbnede det militære skab, så han kunne opbygge en overflødig konventionel styrke (der eksisterer en fredstraktat med Israel; hverken Sudan eller Libyen udgør den fjerneste trussel). Til gengæld fulgte han et politisk regelsæt, som ikke var alt for anstødeligt for amerikanerne.
Alle iagttagere har været enige om, at Mubaraks afgang ville fremkalde trykkogeragtige kræfter; gadeurolighederne som kulminerede i hans tilbagetrækning kom som en tidlig overraskelse. Men virkningen er stort set den samme, nemlig at sende landet ud i ikke-kortlagte vande efter årtiers tomgang. Som én, der nød egyptisk gæstfrihed i tre år, ønsker jeg landet alt godt, men er dybt bekymret for det og den skade, det kan forvolde.
