Flere vigtige begivenheder har fundet sted, efter at min artikel, "To årtiers Rushdie-regler," blev sendt ud til pressen,:
(1) Pastor Terry Jones fra Gainesville, Florida, havde planlagt at afbrænde i hundredvis af koraner den 11. sep., men bøjede sig siden for presset og aflyste afbrændingen. Da hans hensigt blev en international nyhed, førte det, i overensstemmelse med det sædvanlige mønster, til uroligheder og trusler i den muslimske verden og til mindst 18 døde (5 i Afghanistan, 13 i Kashmir). Presset af amerikanske regeringsembedsmænd gav Jones efter og brændte ingen koraner af.
Jeg påpegede i en klumme, "'Rushdie-reglerne når til Florida," at det nye og betydningsfulde ved denne hændelse ligger i, at den fulde vægt af den amerikanske regering, lige fra Barack Obama og nedefter, faldt over Jones. I klar modsætning til Margaret Thatcher i 1989, da Rushdie-affæren brød ud, eller Anders Fogh Rasmussen i 2006, da den danske tegningeaffære opstod, påtog de amerikanske myndigheder sig selv rollen som beskyttere af islam og udøvere af shari'a. Dermed hentede de Rushdie-reglerne til USA.
 Mollie Norris' tegning, som satte en stopper for hendes almindelige tilværelse og blev indledningen til hendes "spøgelsestilværelse". |
Måske har I lagt mærke til, at Molly Norris' tegneserie ikke optræder i avisen i denne uge. Det skyldes, at der ikke længere findes nogen Molly. Den talentfulde kunstner er i live og har det godt, heldigvis. Men på insisteren fra topsikkerhedsspecialister i FBI er hun, som de udtrykker det, "blevet til et spøgelse": hun er flyttet, har ændret navn og grundlæggende fjernet sin identitet. Hun vil ikke længere udgive tegninger i vores avis eller i magasinet City Arts, hvor hun har været en jævnligt tilbagevendende bidragyder. I virkeligheden er hun puttet ind i et vidnebeskyttelsesprogram—med den undtagelse, som hun bemærker, at det sker uden, at regeringen betaler regningen. Det skyldes alt sammen den rystende fatwa, som blev udstedt mod hende denne sommer i kølvandet på hendes berygtede tegning "Alle tegner Muhammed-dag".
Den "rystende fatwa" blev udstedt i juli af Anwar al-Awlaki, en amerikansk statsborger, som bor i Yemen. Han skrev:
En tegner fra Seattle, Washington, ved navn Molly Norris indledte 'Alle tegner Muhammed-dagen'. Denne snebold rullede ud fra hendes onde fingre. Hun bør opfattes som primært henrettelsesmål sammen med andre, som har deltaget i hendes kampagne. Denne kampagne er ikke en udøvelse af ytringsfrihed, men er en landsdækkende bevægelse af amerikanere, som slutter sig sammen med deres europæiske ligemænd og anstrenger sig til det yderste for at fornærme det muslimske livssyn. De udtrykker deres had til islams budbringer gennem latterliggørelse
Katherine Kersten diskuterer den amerikanske reaktion på dette raseri:
Du siger måske, at selvfølgelig giver amerikanske journalister og mediemoguler - som altid trofast forsvarer den første paragraf i forfatningen - udtryk for deres vrede og samles omkring denne unge kvinde? Tværtimod. Medierne har stort set været tavse om hendes mareridtsagtige situation. Da Washington Examiner, en on-lineavis i Washington, D.C., bad American Society of News Editors om en udtalelse vedrørende Norris, var der ingen, der meldte sig. Det samme gjaldt for Society of Professional Journalists. Dette til trods for det faktum, at redaktørgruppens opgaveerklæring priser "den første paragraf i Forfatningen hjemme og ytringsfrihed overalt i verden," og journalisterne hævder at stå for "sikringen af den frie presse som vores nations og friheds hjørnesten."
Denne hændelse antyder, at Awlaki har magt til at vende op og ned på en hvilken som helst amerikaners liv, blot ved at udtale en trussel imod den pågældende. Dette er ikke længere en kamp mellem giganter, Khomeini versus Rushdie, men mellem pygmæer, Awlaki versus Norris. Man kan forestille sig truslerne formere sig, så enhver, der er kritisk over for "islam, profeten og Koranen," står i fare for at måtte overgå til en tilværelse som "spøgelse."
(3) Ayaan Hirsi Ali og Daniel Huff har foreslået en vigtig reaktion på nogle af de vildtskydende trusler mod amerikanere i "It's Time to Fight Back Against Death Threats by Islamic Extremists," [Tiden er inde til at gå til kamp mod dødstrusler fra islamiske ekstremister] Los Angeles Times, 27. sep.:
Tiden er inde til, at fortalerne for ytringsfrihed henter en side frem fra abortrettighedsbevægelsens brugsbog. I 1990'erne stod abortgiverne konfronteret med den samme form for skræmmetaktik og bøjede sig ikke. I stedet skabte de en lobby for en føderal lov, der gjorde det kriminelt at true mennesker, som udøvede deres forplantningsmæssige ret, og gav ofrene ret til at søge skadeserstatning. Loven, The Freedom of Access to Clinic Entrances, eller FACE, blev vedtaget i 1994 med en solid topartis margin. En lignende lov er tiltrængt til at dække trusler mod ytringsfriheden.
En føderal lov ville afstedkomme to ting. For det første ville den virke afskrækkende med hensyn til voldelige metoder ved at rette den nationale bevidsthed mod problemet og påkalde den føderale regerings kolossale håndhævelsesapparat. For det andet ville dens civile skadesforanstaltninger gøre det muligt for truslernes ofre at optræde som private befuldmægtigede i forsvaret for deres rettigheder ...
De eksisterende statslige love til forbydelse af intimidation er utilstrækkelige. Set fra kriminalitetssiden, så kan bevisbyrdens høje standard afholde anklagere fra at investere deres knappe resurser. Der findes ikke altid en eksplicit grund til en civil handling, og skadernes omfang kan være vanskelige at opgøre. Hvorimod FACE-loven, som udgør modellen til den foreslåede lovgivning, lader ofrene vælge ud fra nogle forhåndsbestemte skader.
