Der cirkulerer to hovedforklaringer, som forholder sig til dette i dag så brændende spørgsmål:
Det skyldes EU: Den amerikanske forsvarsminister Robert Gates har sagt, at hvis Tyrkiet, som han så taktfuldt udtrykker det, bevæger sig mod øst," så sker dette "ikke mindst fordi det er blevet presset af nogen i Europa, som nægter at give Tyrkiet den organiske forbindelse til Vesten, som Tyrkiet har søgt."
Det skyldes islam: En af mine læsere hævder, at Atatürks revolution, i dag næsten halvfems år gammel, "indeholdt alle ingredienserne til succes (vestliggørelse, modernitet, sekularisme, demokrati, økonomisk vækst) -- og disse blev ikke påført landet udefra, men opstod organisk indefra. At Atatürks eksperiment hastigt forfalder, peger på det udsigtsløse i at forsøge at modernisere islam."
Jeg afviser begge disse forklaringer (Tyrkiet har knapt mødt nogen vestlige afvisninger; og dets overgang til islamisme er et enkeltstående tilfælde, ikke et bevis på noget som helst vedrørende islam). I stedet tilbyder jeg en tredje forklaring:
Det skyldes historiske uheld: (1) De tyrkiske valgregler kræver, at et parti skal opnå et minimum på 10 procent af de afgivne stemmer for at kunne indtræde i parlamentet. (2) Den sekulære politiske elite i 1990'erne splittedes i mange små partier, hvis selvoptagne ledere nægtede at forene deres kræfter. Husk disse to faktorer og kig så på resultatet af det afgørende valg i 2002 og græd:
De centrum-højre og centrum-venstrepartier, som blev udelukket fra parlamentet, fik 9.5, 8.3, 7.2, 6.2 og 5.1 procent af stemmerne, altså alt i alt 36.3 procent. Føj deres procenttal til CHP's 19.4, og de ville have kontrolleret 55.7 procent af salen. Havde flokken af selviske partityranner forenet deres kræfter, ville de alle være blevet repræsenteret i parlamentet og sekularisterne ville sandsynligvis stadig have styret spillet.
Kommentar: Denne uenighed har store konsekvenser. Hvis en af de to første forklaringer passer, så er Tyrkiet tabt for altid. Men hvis min passer, så var Tyrkiets overgang til islamisme et resultat af en uheldig blanding af personer og valgregler og kan afhjælpes. Landet har mulighed for at vende tilbage fra afgrunden. Vi, der sætter pris på det gamle Tyrkiet, må ikke opgive landet, men arbejde for at bringe det tilbage ved at lægge et omhyggeligt pres på det, når vi arbejder med vore tyrkiske allierede. (10. juni 2010)
10. juni 2010 opdatering: Der findes endnu en forklaring, videresendt af Michel Gurfinkiel, som fokuserer på demografiske ændringer. Han forklarer:
Landbrugsområderne i det centrale og østlige Anatolien oplevede stor vækst under Atatürk og Inönü og var hovedsagelig ansvarlige for stigningen i den tyrkiske befolkning fra 14 millioner i 1923 til 21 millioner omkring 1950. Siden er den samlede befolkning blevet mere end tredoblet til 70 millioner, idet størstedelen af væksten er sket i landbrugsområderne eller blandt førstegenerations tilflyttere fra landbrugsområderne ind til de store byer. Som følge heraf har de politiske arvtagere efter [det anatolsk-baserede oppositionsparti,] Demokraterne -- som omfatter Süleyman Demirels Retfærdighedsparti i 1960'erne og 1970'erne, Turgut Özals konservative Moderlandsparti i 1980'erne og endelig Islamisterne -- oplevet et stadigt stigende forspring foran det gamle CHP og dets arvtagere.
Kommentar: Gurfinkiels overbevisende tese peger på nogle store ændringer i den tyrkiske tilværelse. Men Islamisterne er en særlig form for "anatoler" og deres 1/3 af vælgerskaren i 2002 opnåede magt udelukkende af de årsager, som er omtalt ovenfor.
