Ali al-Amin Mazrui (f. 1933) er den mest feterede intellektuelle af afrikansk oprindelse i USA. Hans officielle CV på 1500 ord er en anelse skræmmende, men her kommer nogle højdepunkter:
Ved Binghamton University, som udgør en del af State University of New York, er Mazrui (1) Albert Schweitzer-humanioraprofessor, professor i (2) statskundskab, (3) afrikanske studier og filosofi og (4) tolkning og kultur samt (5) direktør for Institute of Global Cultural Studies.
Ali Mazrui
Derudover har han fremtrædende stillinger ved Cornell University, University of Jos i Nigeria og Jomo Kenyatta University of Agriculture and Technology i Kenya. Han har virket som gæsteforelæser i Stanford, Denver, Chicago, Ohio State, Pennsylvania, Bridgewater, Harvard, Colgate, McGill, Sussex, Oxford, Leeds, London, Cairo, Baghdad, Teheran, Nairobi, Singapore, Malaysia, Australien og "etc."
Han har skrevet over tredive bøger, fra Towards a Pax Africana i 1967 til The Politics of War and the Culture of Violence i 2008. Hver eneste betydningsfuld avis i verden har rummet hans signatur. Han fungerede som fortæller i en fremtrædende tv-serie, The Africans: A Triple Heritage, for BBC og PBS i 1986.
Diverse æresbevisninger omfatter valget som "Ikon for det 20. årh." af Lincoln University og nominering til en "Living Legend Award" (Levende Legende-pris) af to afrikanske organisationer. Ærestitlerne er væltet ind. Han "har været engageret i flere FN-projekter vedrørende emner, som har strakt sig lige fra menneskerettigheder til atomspredning."
Autoriteter rundt om i verden fortæller os altså kort og godt, at professorer ikke gives dygtigere eller klogere end Mazrui.
Men Brendan Goldman, en ældre studerende ved New York University, gik til en forelæsning om "Euro-Jews and Afro-Arabs: The Semitic Divergence in History" (Euro-jøder og afro-arabere: Den semitiske forskel i historien) på Columbia University ved den højtagtede dr. Mazrui den 6. maj. I sin beretning, "Reviving Jewish Race Science at Columbia U Conference" (genoplivelse af jødisk racevidenskab ved en konference på Columbia U), fortæller Goldman, hvorledes Mazrui
brugte det meste af tiden på at diskutere udviklingen af jødisk "talent" og "kulturel urenhed" i europæisk sammenhæng. Angiveligt sammenlignede Mazrui jødernes indvirkning på Europa med arabernes indvirkning på Afrika. Han var imidlertid mere interesseret i, hvorfor "araberne halter bagefter jøderne med hensyn til udfoldet talent." Efter at have indrømmet, at han kun vidste meget lidt om arabisk historie og endnu mindre om jøderne, fortsatte Mazrui med at bruge sin tildelte tid på at tale om de to folks historie.
Mazrui tøvede ikke med at stille retoriske spørgsmål som "Hvilke aspekter af marxismen er hentet fra jødedommen?" Han fremsatte den nuancerede opfattelse, at da Karl Marx var etnisk jøde, omsatte han tydeligvis "det Udvalgte Folk [i] proletariatet." Mazruis forelæsning var også krydret med udtalelser som "jøderne var på toppen, da de var europæiserede ... næsten som om der var behov for en blanding af jødiskhed og europæiskhed [for at udvikle det jødiske talent]."
Han hævdede også, at jøderne som folk er snæversynede og racistiske. "Araberne er langt mindre racebevidste og etnisk bevidste end jøderne," sagde han. "Accepten af raceblanding blev mere udviklet i den arabiske kultur end i den jødiske kultur."
Mazrui afsluttede mødet med denne grove udtalelse:
Den jødiske befolkning i USA udgør 3 procent ... men [deres "talent"] fører til, at de sidder inde med så stor en magt, at selv præsidenter bliver skræmt. Hvorvidt Obama vil være i stand til at undgå konstateringen af, at 3 procent af landet er så magtfuld, at de øverste indfødte i landet ikke kan kritisere Israel, står hen i det uvisse.
Kommentarer:
(1) Talentfulde jøder, marxistiske jøder, etniske jøder, proletariat-jøder, europæiserede jøder, racebevidste jøder, etnisk bevidste jøder, magtfulde jøder -- det er klassisk, stinkende antisemitisme.
(2) Mazrui er en decideret antisemit.
(3) Binghamton og Cornell universiteterne burde som det mindste give Mazrui en reprimande; endnu bedre, de burde bortvise ham.
(4) Hvor dybt er den akademiske verden sunket, siden den form for vrøvl ikke blot anses for respektabel, men ligefrem fortjenstfuld?
