I en sag med omfattende implikationer har Englands højesteret givet en illegal, libanesisk immigrant lov til at blive i landet for at undgå den shari'a-baserede familiekodeks, som hersker i hendes fødeland. Joshua Rozenberg rapporterer i Daily Telegraph, at
Lovgivningens øverste herrer bestemte her til morgen, at det ville være et "åbenlyst brud" på den europæiske menneskerettighedskonvention, hvis regeringen førte en kvinde tilbage til Libanon, hvor hun automatisk ville miste forældremyndigheden over sin 12-årige søn ifølge den libanesiske shari'a-familielov. Kvinden – som udelukkende optræder under betegnelsen EM – ankom til England på falske papirer i 2004 sammen med sønnen, AF, som dengang var otte år. Hun har været ene om forældremyndigheden til AF siden hans fødsel, men flygtede fra sin angiveligt voldelige ægtemand i Libanon på grund af nogle love, som automatisk giver fædre fysisk forældremyndighed over deres børn, når disse fylder syv år.
Hvis denne holdning bliver reglen, vil en stor del af verdens muslimske befolkning kunne få ret til asyl i England, for shari'a anvendes som oftest netop inden for familieret.
For det andet er dommen interessant, fordi en enkelt dommer, Lord Hope of Craighead, kom med omfattende og negative kommentarer vedrørende shari'a:
Appellanten kom her til landet som flygtning fra shari'a-loven. Hendes søn havde nået syvårsalderen, hvor hans fysiske varetægt, under det system som regulerer forældremyndigheden over et barn på denne alder under shari'a-loven i Libanon, med lovens magt ville blive overført til hans far eller et andet mandligt medlem af hans familie. Ethvert forsøg fra hendes side på at bevare forældremyndigheden over ham der ville nødvendigvis mislykkes. Dette skyldes simpelthen, at loven dikterer, at en mor ikke har ret til forældremyndigheden over sit barn efter denne alder. Hun vil måske, måske ikke få bevilget, hvad der er blevet beskrevet som visitationsret. Dette ville give hende adgang til sønnen i form af overvågede besøg på et sted, hvor hun ville kunne se ham. Men forældremyndigheden over ham ville under ingen omstændigheder forblive hos hende. Det tætte forhold, som findes mellem mor og barn frem til den alder, hvor forældremyndigheden skal overdrages, kan ikke overleve i et retsligt system, hvor barnets forældre som i dette tilfælde ikke længere lever sammen, når barnet når denne alder. Der er i alle sådanne tilfælde en reel risiko for, at selve kernen i det familieliv, som mor og barn har delt sammen indtil da, vil blive ødelagt eller ophævet.
Dette system blev af advokaten under behandlingen beskrevet som arbitrært og diskriminerende. Det er det også, hvis det skal måles efter de normer for menneskerettigheder, som vi er forpligtede til at anvende af den [europæiske menneskerettighedskonvention]. Den fælles fornøjelse ved hinandens selskab hos forælder og barn er et grundlæggende element i familielivet. Ifølge vores lovgivning er manglen på diskrimination et kerneprincip i beskyttelsen af menneskerettighederne. Fakta er imidlertid, at shari'a-loven, som den anvendes i Libanon, blev skabt af og for mænd i et mandsdomineret samfund. Moderens stilling i barnets liv under det system er helt forskellig under denne lov fra det, der bliver sikret af kontrahentstaterne i artikel 8 i traktaten, læst i sammenhæng med artikel 14. Der er ingen rum i den for lige rettigheder mellem mænd og kvinder. Den er, som Lord Bingham har påpeget, et produkt af en religiøs og kulturel tradition, som bliver respekteret og fulgt i store dele af verden. Men efter vore normer er dette system arbitrært, fordi loven ikke tillader nogen form for undtagelser fra dens anvendelse, uanset hvor stærke indsigelserne måtte være ifølge en given sags kendsgerninger. Den er også diskriminerende, fordi den nægter kvinder forældremyndigheden over deres børn, efter at disse har nået alderen for myndighedens overdragelse, simpelthen fordi de er kvinder. Det er grunden til, at appellanten fjernede sit barn fra dette retssystem og søgte beskyttelse imod dets virkninger her i landet.
Lord Hopes synspunkter står i skarp kontrast til det positive syn hos andre førende, britiske figurer, såsom ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams og retspræsident Lord Phillips of Worth Matravers. (22. oktober 2008)
