Spørgsmål stillet af Jerusalem Posts klummeskribenter: "Mener De, at køreplanen stadig er relevant? Er der behov for en ny plan?" For at se alle besvarelserne (på engelsk), se "Burning Issues #21 Is the road map still relevant?"
Spørgsmålet indebærer, at den "konkrete, tre-trins implementeringskøreplan" (som er dens mere fulde betegnelse) engang var relevant. Det har imidlertid aldrig været tilfældet. Som Yitschak Ben-Gad fyndigt opsummerede problemet i titlen på sin bog fra 2004, så har det altid været en "køreplan, der ingen vegne fører hen." Eller som mit råd lød i en artikel fra februar 2003, så burde israelerne og amerikanerne klart afholde sig fra "køreplaner, som fører præcist i den forkerte retning."
Planen blev født som en bureaukratisk vanskabning; blandt dens myriader af fejl er den, der måske har vist sig mest grundlæggende, formodningen om, at hvis blot palæstinenserne fik tildelt en smule mere af dette eller hint, så ville de omsider indse fordelene ved en harmonisk sameksistens med den jødiske stat Israel. Den, der på nuværende tidspunkt stadig ikke har erkendt, at palæstinenserne har langt større og mere aggressive ambitioner end at leve side om side med Israel, lever i en tilstand af fornægtelse.
På grund af palæstinensernes fortsatte vold mod israelere er køreplanen, som ingen vegne fører hen, heldigvis ikke blevet implementeret. Jeg antager, at den aldrig bliver det, og jeg sover bedre i den forventning.
Og nej, der er ikke behov for en ny plan. Bush-regeringen bør vende tilbage til sine forgængeres villighed til at formidle, fremme og finansiere og opgive sin overambitiøse forestilling om at "løse den arabisk-israelske konflikt." Som Irving Kristol så mindeværdigt bemærkede: "Den, som guderne ønsker at udslette, frister de først til at forsøge at løse den arabisk-israelske konflikt."
